Fredagens aviser med Vestas, Topdanmark og Novozymes
BØRSEN
HESALIGHT-STIFTER SKAL SYV ÅR I FÆNGSEL
Lars Nørholt, stifter og administrerende direktør i lysfirmaet Hesalight, skal syv år i fængsel efter at være dømt for bedrageri, dokumentfalsk, mandat-, moms- og skyldnersvig. Dermed er han sammen med Stein Bagger og Mikael Ljungmann indehaver af den hårdeste straf for svindel i nyere danmarkshistorie. Dommen er anket. (Forside, side 6-8)
NYT TRUMFKORT SKAL FORBEDRE OVERSKUDSGRADEN I VESTAS
Lanceringen af den spritnye platform Enventus og fortsat massiv investering i produktudvikling skal øge Vestas' marginer til fordums styrke, bedyrer topchef. (Side 10)
NOVOZYMES VIL SIKRE VÆKSTEN VIA INNOVATION
Pengene fosser ind hos Novozymes, men aktiemarkedet kræver mere vækst. Selskabet leverede ikke varen i regnskabet for 2018, og aktien dykkede. (Side 14)
TOPDANMARK INTENSIVERER JAGTEN PÅ NYE PARTNERE
Forsikringsselskabet Topdanmark vinkede i sidste kvartal farvel til et samarbejde med Danske Bank. Nu øges jagten efter nye partnere. (Side 18)
BERLINGSKE BUSINESS
VÆKSTEVENTYR ENDT MED HISTORISK FÆNGSELSDOM
Stifter og tidligere direktør i lampevirksomheden Hesalight, Lars Nørholt, fik torsdag en historisk hård dom ved Retten i Roskilde. Specialanklager Jørn Thostrup fra Bagmandspolitiet var tilfreds med dommen, mens Lars Nørholt har anket den til landsretten med krav om frifindelse. (Forside, side 4-5)
FORBUD MOD HUAWEI UDLØSER EKSTRAREGNING TIL DANSKE MOBILKUNDER
Den kinesiske mobilgigant Huawei leverer som en drøm, siger teleselskabet 3's topchef, som anser et politisk forbud for usandsynligt - og meget dyrt. (Side 3)
DSV ER KLAR FAVORIT TIL PANALPINA MEN 26 MIA. KR. ER LANGT FRA NOK
DSV er næppe ene om at være interesseret i schweiziske Panalpina. Men torsdag afviste en af de store rivaler, transportgiganten Kuehne + Nagel, at være interesseret. (Side 8-9)
NORWEGIAN STYRTDYKKEDE EFTER AFVISNING FRA LUFTFARTSKÆMPE
British Airways-ejeren, IAG, har trukket sig fra kampen om Norwegian og sælger sin aktiepost. Det koster aktionærerne dyrt. (Side 14)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
VESTAS ER KLAR MED EN NY SUPERVINDMØLLE DER KAN SKÆRE PRISEN
Vestas' nye supervåben skal gøre det muligt for selskabet at lancere nye møllevarianter hurtigere og med færre investeringer. (Forside, side 10)
NYE FLY SKAL RUSTE SAS TIL PRISKRIG MED LAVPRISSELSKABER
SAS er på vej mod en flåde udelukkende af Airbus-fly. Det vil løfte SAS til næste niveau i produktivitet og effektivitet, spår topchef Rickard Gustafson. (Side 4)
SURE MARKEDER TRAK TOPDANMARK NED
Som ventet trak investeringsafkastet ned på bundlinjen hos Topdanmark. (Side 4)
NOVOZYMES-CHEF INDRØMMER AT RESULTAT ER I DEN LAVE ENDE
Heller ikke 2018 blev året, hvor Novozymes for alvor fik gang i forretningen. Det blev derimod endnu et år med en nedjustering. Heller ikke 2019 ser ud til at få kickstartet væksteventyret for den tidligere børsdarling fra Bagsværd. (Side 11)
/ritzau/FINANS