Fredagens aviser med Ørsted, Novo Nordisk og Carlsberg

Udgivet den 25-03-2022  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

ECCO FORLADER RUSLAND HVIS EU ELLER DEN DANSKE REGERING KRÆVER DET

Danske Ecco fastholder sin drift af sin milliardforretning i Rusland. Ifølge topchefen skal der politik til, hvis firmaet skal stoppe sine aktiviteter. (Forside, side 10)

STIGNING PÅ DET RUSSISKE MARKED: "ET POLITISK SHOW"

Det russiske aktiemarked lukkede torsdag med en stigning på 4,4 pct. Den russiske centralbank har forbudt shortselling, så investorer ikke kan spekulere i faldende kurser. Samtidig er det ikke muligt for udenlandske investorer at sælge. (Side 2)

ØRSTED FØLGER SITUATIONEN NØJE EFTER PUTINS NYE RUBELKRAV

Ørsted, der har en langvarig kontrakt med russiske Gazprom, følger situationen tæt efter udmeldingen fra Ruslands præsident, Vladimir Putin, om, at landet fremover vil kræve, at "uvenlige lande" betaler for gas i rubler. (Side 4)

REVISIONSHUSE FÆGTER SIG UD AF RUSLAND

Som det eneste af de fire store revisionshuse tør KPMG ikke sætte udløbsdato på sine russiske forbindelser. (Side 12)

EFTER DANMARKS STØRSTE ERHVERVSFREMSTØD KIGGER VIRKSOMHEDERNE NED I ET SORT RUSSISK HUL

Dronningen gik forrest i stort erhvervsfremstød i Rusland i 2011. Ingen talte om risiko. I dag kigger danske virksomheder ned i stort sort hul. (Side 14-15)

MÆRSK ER OPTIMISTISK: KINA AFBØDER LOGISTISK PRESBOLD

Smitteudbruddet i Kina volder bekymringer, men landet har ifølge Mærsk lært en hel del af sine tidligere covid-fejltrin. (Side 20)

RENTEMODVIND TRUER IGEN: HER ER DE MEST UDSATTE DANSKE AKTIER

Danske aktier risikerer at falde tilbage, når investorer igen retter fokus mod temaet med rentestigninger og inflation. Især aktier som Novo og Ørsted er udsatte, lyder det. (Side 26-27)

NOVO NORDISK-FORMAND HAR FOKUS PÅ ROBUST FORSYNING

Det har sjældent været mere krævende at lede store virksomheder, siger Helge Lund, formand i Novo Nordisk. (Side 28)

BASISBANK LUKKER MED 0,5 MIA. KR. I OVERSKUD

Danmarks første internetbank, Basisbank, lukker efter 22 års forbrugsudlån. Det sker med historisk stort overskud. (Side 30)

REKORD HOS FOSS - KRIGEN I UKRAINE KOSTER 100 MIO. KR.

Foss kommer stærkt ud af 2021, men farvel til markeder i Rusland, Belarus og Ukraine er et farvel til høje marginer. (Side 32)

BERLINGSKE BUSINESS

CARLSBERG MISTÆNKES FOR UDBREDT KORRUPTION I BELARUS

Carlsbergs datterselskab i Belarus er ifølge en intern revisionsrapport under mistanke for systematiske regelbrud. Afsløringen kommer oven i det stigende pres på bryggeritopchefen, Cees 't Hart, der fastholder en stor del af forretningen i Rusland trods Putins invasion af Ukraine. (Forside, side 4-6)

PUTINS KRIG SLÅR HÅRDT NED I PRIVATØKONOMIEN

Der er udskrevet en stor regning til alle husholdninger. Den kommer af en galopperede inflation, og den rammer forskelligt alt efter typen af familie og husholdning. (Side 8-9)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

GRØN DANSK MILLIARD OFFENSIV FÅR MEDVIND AF GASKRISEN

Tunge aktører i dansk erhvervsliv lægger an til en grøn satsning fra geotermiselskabet Innargi, der er ejet af A.P. Møller Holding, ATP og NRGi, på undergrundsvarme i europæiske storbyer. Takket være Ruslands invasion af Ukraine er interessen større end nogensinde. (Forside, side 6-7)

FLERE DANSKE VIRKSOMHEDER STÅR I ET DILEMMA I RUSLAND

En børsnoteret emballagekoncern med Thornico som hovedaktionær kører en fabrik i Rusland videre og er dermed på linje med blandt andet Carlsberg og Ecco i den aktuelle situation. En brandingekspert fastslår, at en række selskaber hurtigt kan miste forbrugertillid. (Side 4)

DANSK ØKONOMI RAMMES HURTIGERE END VENTET AF KRIGEN

Det er kommet bag på økonomerne, hvor hurtigt krigen i Ukraine kan aflæses i de danske nøgletal. Det tyder på, at slaget til økonomien måske bliver større end ventet. (Side 8)

ALVORLIGT FOR SELSKABER AT VÆRE PÅ DEN FORKERTE SIDE AF HISTORIEN IFØLGE NOVO-FORMAND

Bestyrelsesformand i Novo Nordisk og BP, Helge Lund, ser store udfordringer forude for de virksomheder, der ikke formår at navigere rigtigt i forhold til Ruslands invasion af Ukraine. (Side 10)

SLUT MED HISTORISK LAVE PRISER - FLYBILLETTER BLIVER DYRERE

Stigende priser på brændstof tvinger flyselskaberne til at hæve prisen på flybilletter. Samtidig vokser rejselysten, og det giver plads til prisstigninger. Men ikke på alle ruter. (Side 14-15)

PUTIN-MELDING SKABER USIKKERHED OM ØRSTEDS RUSSISKE GASKONTRAKT

Ørsted har endnu ikke noget bud på, hvilken betydning det får for virksomheden, at Putin kræver betaling for russisk gas i rubler. (Side 17)

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer