Fredagens avisuddrag med Lundbeck, Danske Bank og B&O

Udgivet den 03-10-2014  |  kl. 07:29  |  

BØRSEN

ERHVERVSLIVET BEKYMRET FOR FREMTIDIG REFORMER

Ny meningsmåling fra Greens Analyseinstitut viser, at de fire partier Venstre, De Konservative, Liberal Alliance og De Radikale kun står til at vinde 40 pct. af stemmerne ved det næste folketingsvalg, og det bekymrer erhvervslivet, der frygter at det vil svække fundamentet for at gennemføre nødvendige, økonomiske reformer. (forside og side 6-7)

EU PRESSER REVISORER TIL KURSSKIFTE

Revisorerne er under pres fra nye EU-regler, der ventes at blive gennemført i 2016. Reglerne stiller større krav til hyppigere revisorskift og skrappere krav om uvildighed. Blandt andre KPMG vil derfor skifte strategisk kurs og søge over mod rådgivning. (side 10)

NY TOPCHEF SKAL RETTE OP PÅ COMWELL

Hotelkæden Comwell får ny adm. direktør, Peter Schelde, der skal sikre udbytte fra de seneste års massive investeringer. Overskuddet er siden 2009 dalet fra 513 mio. kr. til blot 3 mio. kr. i 2013, og Schelde vil rette op på den negative udvikling ved i første omgang at konsolidere koncernen. (side 18-19)

REKLAMEDISTRIBUTØR STÆVNER EU-KOMMISSIONEN

FK Distribution, der omdeler omkring hver anden reklame i Danmark, erklærer sig utilfreds med en ny, kommende reklameafgift. Selskabet har derfor stævnet EU-Kommissionen, for at få afgiften erklæret for konkurrenceforvridende. (side 20-21)

HONGKONG TRUET SOM FINANSCENTRUM

Demonstrationerne i Hongkong truer finansmarkedet og skaber bekymring blandt investorer. Ekspert vurderer, at Hongkongs rolle som finanscentrum kan være i fare, idet investorer nu vil overveje at rykke sine aktiviteter til eksempelvis Singapore. (side 26)

BERLINGSKE BUSINESS

DANSKE BANK KAN SNIGE SIG UDEN OM REGERINGENS INDGREB

Regeringen er ved at planlægge et indgreb, der vil begrænse de populære afdragsfrie lån. Men der hersker stor usikkerhed om, hvorvidt Danske Bank, der har en lånepulje på 50 mia. kr. i spil, bliver ramt af indgrebet. Konkurrenter frygter, at Danske Bank formår at snige sig uden om. (forside og side 6-7)

JULEN SKAL REDDE B&O

Torsdag måtte teknologiklenodiet Bang & Olufsen sluge et skuffende kvartalsregnskab, men topchef Tue Mantoni forsvarer selskabets strategi og sætter nu sin lid til, at nye produkter til julehandlen skal sikre en solid omsætningsvækst i 2014. (side 8)

ECB SKYDER 1000 MIA. EURO EFTER DEN LAVE INFLATION

Den Europæiske Centralbank, ECB, erklærer nu, at den vil tage endnu et skridt mod bekæmpelse af den faretruende, lave inflation. Over de næste måneder vil centralbanken opkøbe forskellige slags obligationer for omkring 1000 mia. euro. (side 15)

ANALYTIKER: MOBILKRIGEN FORTSÆTTER

Senioranalytiker Morten Imsgard fra Sydbank vurderer, at årets første ni måneders mobilkrig fortsætter resten af året. Han fortæller, at prisen ikke nødvendigvis vil falde for mobilabonnementer, men at udbyderne vil forbedre produkterne til samme pris. Eksempelvis har mobilgiganten 3 afskaffet udenlandspriser i yderligere seks lande. (side 16)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV & ØKONOMI

INDUSTRIVIRKSOMHED PÅ UDKIG EFTER MILLIARDOPKØB

Den familieejede industrivirksomhed Foss higer efter vækst, og det skal ske gennem opkøb af konkurrenter i milliardklassen. Foss har i dag stort set ingen gæld og en egenkapital på 2,2 mia. kr., hvorfor øjnene nu er rettet mod potentielle opkøb. (forside og side 4-5)

AMAGERBANKEN BETALTE TIL FORMANDS FIRMA KORT FØR KOLLAPS

Dagen før Amagerbankens konkurs i 2011 betalte banken i ekspresfart en regning på 500.000 kr. til det advokatfirma, som daværende bestyrelsesformand Niels Heering var partner i. Pengene er dog siden blevet tilbagebetalt til konkursboet. (side 6)

STANDARD & POOR'S ADVARER MOD BOLIGINDGREB

Kreditvurderingsinstituttet Standard & Poor's advarer den danske regering om slagsiden ved en begrænsning af afdragsfriheden på boliglån. S&P vurderer, at det vil påvirke den økonomiske vækst og Udkantsdanmark negativt. (side 8)

LUNDBECK FÅR NYT LÆGEMIDDEL ANBEFALET I STORBRITANNIEN

Det danske medicinalselskab Lundbeck har af britiske myndigheder fået bekræftet anbefalingen af det nye lægemiddel Selincro til behandling af alkoholisme. Det betyder, at den britiske stat støtter lægemidlet økonomisk, når det udskrives af lægen. (side 10)

/ritzau/FINANS

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk