Fredagens obligationer: Rentefald i både Nord- og Sydeuropa
Italien og Spanien førte an i rentefald i det meste af Europa fredag, hvor investorerne gik på weekend med lidt mere appetit på obligationer.
Det er blandt andet den politiske fremdrift i Italien, hvor den forventede premierminister Matteo Renzi gør klar til at danne regering og muligvis sætte skub i de økonomiske reformer, som får investorerne til at vise støvlelandets obligationer mere tillid.
Renten på de 10-årige italienske statsobligationer faldt dagen igennem 5 basispoint til 3,60 pct., og den spanske ækvivalent oplevede et rentefald i samme størrelsesorden.
I Danmark lukkede den toneangivende 10-årige statsobligation med udløb i 2023 med en rente på 1,67 pct. - et fald på 3 basispoint mod torsdag eftermiddag. Dermed holdt papiret sig stadig i det rentespænd på 1,66 til 1,72 pct., der har været tilfældet hele februar. Tyskland, Holland og andre af de nordeuropæiske "sikre havne" smed også 2-3 basispoint af deres respektive 10-årige renter.
Det største fokuspunkt fra makrofronten fredag var nøgletallet for salget af eksisterende boliger i USA. Det skuffede lidt med et fald på 5,1 pct. til 4,62 mio. boliger, men på grund af det hårde vintervejr i USA i januar blev tallet, som i forvejen har en tendens til at være volatilt, ikke taget så tungt.
I Ukraine gav udsigterne til opblødning mellem de stridende parter et pænt fald i statsrenterne. Den 10-årige rente faldt til 10,0 pct. fra omkring 10,8 pct. torsdag og over 11 pct. onsdag. Det er dog stadig et stykke over niveauet på 8,5 til 9 pct., der var tilfældet i starten af året.
/ritzau/FINANS
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk