Fredagens obligationer: Rentefald på spekulation om stimulanser

Udgivet den 15-06-2012  |  kl. 17:04  |  

Obligationsmarkederne holdt optakt til weekendens vigtige græske valg med brede rentefald. Alle større europæiske lande viste fald i de toneangivende tiårige renter fredag, med undtagelse af gældsbomben Spanien, der igen tikkede mod de faretruende 7 pct. i rente, og den i forvejen ultralave schweiziske rente.

Den toneangivende tiårige danske obligation, 3-21eren, viste et rentefald på 4 basispoint til 1,22 pct., hvilket var på niveau med de fleste andre nordeuropæiske lande. Rentefaldet skete til trods for en generelt positiv stemning på aktiemarkedet, hvor eksempelvis det brede europæiske aktieindeks steg i omegnen af 1 pct.

- Man begynder mere og mere at spekulere i, at centralbankerne bliver nødt til at stimulere økonomierne og komme med kvantitative lempelser. Det ville være positivt for aktiemarkederne, hvis der kom lidt stimulans i økonomien, og også være med til at sende renterne ned, forklarer chefobligationsrådgiver Marianne Petersen fra Nordea i en kommentar til Ritzau Finans.

Spekulationerne blev fodret torsdag aften, hvor Mervyn King fra Storbritanniens centralbank, Bank of England, lancerede to konkrete tiltag til at hjælpe sit lands banker og samtidig sagde, at stimulanser kunne være muligt i fremtiden.

- På de seneste møder er der godt nok ikke kommet hints fra hverken Bank of England eller Federal Reserve i USA. Men vi tror, at der kan komme noget i tredje kvartal. Mest sandsynligt er, at man forlænger "Operation Twist" i USA, der skal holde de lange renter lave, og at der så på et senere tidspunkt kommer direkte kvantitative lempelser, siger Marianne Petersen fra Nordea.

Dagens nøgletal fra USA, heriblandt New York-erhvervstilliden og Michigan-forbrugertilliden, var alle til den svage side, men det var ikke noget, der for alvor stækkede markedets lyst til at købe aktier eller flyttede alvorligt fra renten.

Den spanske tiårige rente kravlede igen lidt opad og lukkede fredagen 1 basispoint højere i 6,88 pct. Dermed er den fortsat ubehageligt tæt på de 7 pct., der tidligere har tvunget Grækenland, Irland og Portugal til at søge hjælpepakker.

/ritzau/FINANS

Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

14:24 Datingappen Bumble i stort formarkedsdyk: Svært at holde betalende kunder til
13:21 ECB-direktionsmedlem opfordrer til pause for eller enden på rentenedsættelser
12:58 Europa/aktier: Bekymring for handelskrig sætter sig i stemningen
12:21 Obligationer/middag: Renter stiger med udsigt til øgede forsvarsinvesteringer
12:09 Pandoras aktiekurs siver - analytikere ser gevinsthjemtagning som del af forklaring
11:47 Aktier/middag: Mærsk, Ørsted og Novo trækker C25 op i årets højeste niveau
11:37 Philips-aktien i stor nedtur efter svage udsigter til det nye år
11:08 Ambu åbner for nye procedurer med CE-mærkning af endoskop
10:59 ALK's topchef om toldtrussel: Det er i småtingsafdelingen for os
09:50 Fransk NKT-rival kommer godt fra land efter regnskab
09:36 ALK's topchef om regnskabstal: Europæiske tabletsalg fortsætter frem - har haft mindre skuffelse i USA
09:25 ALK's topchef om regnskabstal: Europæiske tabletsalg fortsætter frem - har haft mindre skuffelse i USA
09:18 Aktier/åbning: Svag positiv åbning med Vestas og Mærsk i top
08:57 Sydbanks bestyrelsesformand træder tilbage
08:55 Obligationer/åbning: Flad åbning op til amerikansk rentereferat
08:52 Handelbanken sænker Genmabs kursmål
08:23 Aktier/tendens: Flad åbning i sigte - ALK og NNIT skal vurderes for tal
08:14 Netcompany får sin tredje ordre fra et nationalt lægemiddelagentur
07:57 ALK-Abellós tabletvaccinerne slår forventningerne i fjerde kvartal - bundlinjen skuffer
07:50 Europas største bank lander større end ventet overskud