Fredagens obligationer: Renten hoppede på stedet trods stærke tal fra USA
Et overraskende stærkt detailsalg og en stor bedring af et amerikansk tillidsindeks prellede fredag af på de danske obligationsrenter.
Torsdag aften gav Jerome Powell, der er chef for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, ellers udtryk for, at man i USA kan holde igen med rentenedsættelserne, hvis det vurderes nødvendigt.
- Økonomien sender ikke nogen signaler om, at vi har brug for at skynde os med at sænke renterne, sagde Jerome Powell ifølge Bloomberg News torsdag.
- Styrken, vi for tiden ser i økonomien, giver os mulighed for at nærme os vores beslutninger forsigtigt, fortsatte han.
Alligevel endte renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation i 2,05 pct., som det også var tilfældet torsdag.
Fra USA kom der fredag eftermiddag nyt om den amerikanske økonomi, der i det store hele trives bedre, end det ellers var ventet.
Detailsalget voksede i oktober med 0,4 pct. mod en forventning om en fremgang på 0,3 pct., mens industriproduktionen i samme måned gik 0,3 pct. tilbage, mens der var ventet en tilbagegang på 0,4 pct.
Den største overraskelse kom dog fra tillidsindekset Empire Manufacturing, der måler erhvervstilliden i delstaten New York. Tillidsindekset gik i november frem til 31,2 fra minus 11,9 måneden før. Det var ventet, at indekset ville gå i nul.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Danmark❯ Market Close❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1189
- næste ›