G20 påbegynder deres første møde med fokus på IMF-reform
København--16. december--NetPosten--Finansministrene fra 20 af verdens førende industrilande og udviklingslande er torsdag trådt sammen i Berlin til det første møde i det nye diskussionsforum G20.
Formålet med det nye forum er at øge kvaliteten af dialogen mellem de gamle, etablerede økonomier og de nyudviklede økonomier, der forsøger at undgå kriser som den i Sydøstasien i 1997.
Øverst på dagsordenen for dagens møde står en reform af den internationale valutafond, IMF. USA har foreslået, at IMF i fremtiden kun skal fokusere på kortsigtede udlån til de fattigere lande i stedet for at kaste sig ud i langsigtede projekter.
Valutamarkedet er ikke på dagsordenen trods det nylige fald i euroen og den japanske yen's vedvarende styrke, men finansmarkederne vil være på udkig efter udtalelser fra de deltagende ministre.
Spørgsmålet om, hvem der skal være Camdessus' efterfølger, er ikke officielt på programmet, men kan godt blive et varmt emne i dag. Tyskerne håber på Koch-Weser, mens japanerne er ivrige efter at få Sakakibara i stolen.
Det nye forum består af G7-landene plus 12 nyudviklede lande. Desuden deltager chefen for Den Europæiske Centralbank (ECB). Hovedsigtet med det nye forum er at etablere et diskussionsforum på ministerniveau, ikke et beslutningstagende organ.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›