G4S: Konsulenter skal granske OL-fadæse

Udgivet den 13-08-2012  |  kl. 14:32  |  

G4S store problemer med at levere varen til De Olympiske Lege i London skal nu undersøges til bunds.

Det store dansk-britiske vagt- og serviceselskab har hyret konsulentfirmaet Pricewaterhousecoopers til at undersøge, hvad og hvordan det gik galt for G4S med at leve op til sin OL-kontrakt. Det skriver britiske Sky News.

Skandalen begyndte at rulle få uger før OL, hvor G4S måtte erkende, at det havde problemer med at levere de omtrent 10.000 vagter, der skulle bruges til OL.

Den mangel - og at selskabet havde været meget langsomme til at oplyse myndighederne om den - gav enorme ridser i lakken for selskabet. 4700 britiske soldater måtte hasteindkaldes for at sikre afviklingen.

G4S meldte ud, at det regner med en bøde på 35-50 mio. pund (330-475 mio. kr.) ud af en samlet kontraktstørrelse på 284 mio. pund (2,7 mia. kr.). Dertil kommer de tabte fremtidige kontrakter, der følger af selskabets sværtede omdømme. Blandt andet står flere potentielle aftaler om outsourcing hos det britiske politi til at falde til jorden.

Derudover kom G4S-aktien på rutsjetur på børsen og dykkede på fire dage fra 27,35 til 23 kr. på børsen i København, svarende til et dyk i markedsværdi på over 5 mia. kr. Siden har kursen dog rettet sig lidt, og G4S-aktien koster mandag eftermiddag 25,04 kr.

G4S har desuden oven på OL besluttet at donere 2,5 mio. pund (23,7 mio. kr.) til det britiske militær til sportsudstyr og -foreninger.

/ritzau/FINANS

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk