Gamestop får solide kursklø efter nedjustering og skuffende tal

Udgivet den 10-12-2019  |  kl. 23:10  |  

Salget tog et ordentligt dyk, og indtjeningen var også langt værre end frygtet i det forskudte tredje kvartal hos amerikanske Gamestop, der driver en kæde af butikker, som sælger videospil og spillekonsoller.

I tredje kvartal af det forskudte regnskabsår for 2019 dykkede det sammenlignelige salg - det vil sige salget i de butikker, der også var åbne sidste år - med 23,2 pct.

Til sammenligning havde analytikerne ventet, at det sammenlignelige salg ville falde med 14,6 pct., viser estimater indsamlet af Consensus Metrix ifølge Bloomberg News.

Kvartalet endte med et ordinært underskud på 49 cent per aktie i kvartalet, og det var en markant skuffelse for analytikerne, der havde sat næsen op efter et overskud på 13 cent per aktie.

Gamestop har også set sig nødsaget til at nedjustere forventningerne for hele året markant, og nu forudser selskabet at lande en indtjening per aktie i niveauet 10-20 cent.

Tidligere forventede Gamestop en indtjening i intervallet 1,15 til 1,30 dollar per aktie for helåret, skriver Bloomberg News.

Der er heller ikke udsigt til, at den dårlige udvikling bliver vendt i løbet af de kommende måneder, fortæller George Sherman, der er administrerende direktør hos Gamestop.

- Vores resultater i tredje kvartal afspejler de fremherskende industritendenser. Især det hidtil usete fald i salget af nyt hardware på tværs af markedet, da den nuværende generation af spillekonsoller når mod enden af deres livscyklus, siger han i regnskabsmeddelelsen.

Han fortæller, at forbrugerne lige nu ikke køber spillekonsoller, fordi de forventer, at der snart bliver udgivet nye modeller.

- Konsolproducenterne er klar til at introducere nye og innovative spillekonsoller sent næste år, og derfor forventer vi, at denne tendens fortsætter indtil fjerde kvartal af 2020, siger George Sherman.

Salget af nyt hardware som spillekonsoller dykkede med 45,8 pct. hos Gamestop i det forskudte tredje kvartal af 2019.

Investorernes skuffelse er tirsdag ikke til at skjule, og aktien sendes ned med 16 pct. i det amerikanske eftermarked efter offentliggørelsen af regnskabet.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Seneste nyheder

06:32 Valuta: Positionsjusteringer op til månedsskiftet dominerer
06:32 USA/T-bond: Marginalt rentefald på bomstille dag med fokus på vækst- og ledighedstal
06:32 USA/lukning: Tesla og Meta op i grønt marked - UPS og Comcast blødte i bund
06:30 Kalender med link - fredag den 31. januar
17:55 Europa/lukning: Tredje rekorddag efter kavalkade af regnskaber
17:09 Torsdagens obligationer: Sivende rente over dagen efter rentemøder
17:08 Torsdagens aktier: Nordea fik revanche men GN og Vestas tog toppen i positivt C25
17:05 Nationalbanken følger i hælene på ECB: Sænker renten med 25 basispoint
16:27 Lagarde værfer idé om at lade bitcoin indgå i centralbankers reserver af bordet
15:52 ECB-chef Lagarde om muligheden for stor rentenedsættelse: "50 blev ikke debatteret overhovedet"
15:45 USA/åbning: Især Tesla bidrager til positiv børsåbning
14:03 USA/tendens: Overvejende positive forventninger til endnu en regnskabstung handelsdag
13:38 ALK's tablet mod husstøvmideallergi får anbefaling af britisk lægemiddelråd
13:16 Europa/aktier: Stiler mod tredje rekorddag efter kavalkade af regnskaber
12:17 Obligationer/middag: Indledende rentefald udvides frem mod rentemøde
11:54 Aktier/middag: Svag opvind trods nedtur for Nordea og Ambu
11:31 DI om flad vækst i eurozonen: Giver plads til rentesænkninger fra ECB
11:15 Mærsk kan notere sig faldende priser på containerfragt
11:07 Techgiganters regnskaber får blandet modtagelse
10:58 Nordea topchef: Mindre aktietilbagekøbsprogrammer giver fleksibilitet til opkøb