Genmab har lovende resultater med kræfthåb i svært behandlelig lymfekræft
Genmab og partneren Abbvie har i weekenden offentliggjort lovende resultater fra et fase 1/2 studie med kræftmidlet Epcoritamab til behandling af lymfekræftformen follikulært lymfom.
Det oplyser selskabet i en meddelelse lørdag i forbindelse med, at resultaterne er blevet lagt frem på en videnskabelig konference arrangeret af American Society of Hematology.
Studiet blev gennemført i 128 svært behandlelige patienter, der havde oplevet tilbagefald eller ikke havde gavn af tidligere behandlinger.
- Patienterne i dette forsøg repræsenterer en historisk vanskeligt behandlelig patientpopulation. De fremlagte data i dag er især bemærkelsesværdige, fordi de viser høje samlede og komplette responsrater for denne behandling, som undersøges mod follikulært lymfom, og et potentiale som alternativ behandlingsmulighed, siger Catherine Thieblemon, der er leder af afdelingen for lymfe- og blodkræftsygdomme på Paris Universitet, Hôpital Saint-Louis Assistance-Publique-Hopitaux de Paris (APHP) ifølge meddelelsen.
Resultaterne fra studiet viser en objektiv responsrate, der måler andelen af patienter med delvist eller komplet respons, på 82 pct. Responserne opstod efter omkring halvanden måneds behandling.
Andelen af patienter, der fik et komplet respons, hvor kræften ikke kunne spores, var 63 pct.
Et komplet respons betyder dog ikke nødvendigvis, at man er kureret, da der stadig kan være kræftceller tilbage, som ikke opdages ved undersøgelsen.
Et andet mål for behandlingens effekt - minimal resterende sygdom, MRD-negativitet, viste dog at 67 pct. af patienterne kun havde én eller mindre end én syg celle per 10.000 hvide blodlegemer.
Desuden var den progressionfri overlevelse, det vil sige den tid, der er gået fra behandlingen indledes, til kræften forværres, eller døden indtræffer, endnu ikke nået i studiet, oplyser Genmab.
I forvejen markedsfører Genmab og Abbvie lægemidlet under navnet Epkinly som tredjebehandling af en anden lymfekræftform, storcellet B-celle lymfom. Godkendelsen kom på baggrund af et fase 2-studie, og Genmab vil nu også drøfte de nye resultater fra fase 1/2-studiet i follikulært lymfom med lægemiddelmyndighederne.
- Sammen med vores partner AbbVie ser vi frem til fremskridt med Epcoritamab i kliniske forsøg og drøftelse af resultaterne med tilsynsmyndigheder og forbliver forpligtet til at udvikle Epcoritamab som en potentiel fremtidig kerneterapi til behandling af B-celle defekter, siger administrerende direktør i Genmab, Jan van de Winkel i meddelelsen.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›