Genmab henter milepæl fra nyt studie og opjusterer

Udgivet den 02-05-2014  |  kl. 07:04  |  

Genmabs hollandske partner Janssen Biotech starter et nyt fase 3-studie med Daratumumab til behandling af knoglemarvskræft (myelomatose), og det medfører en milepælsbetaling til det danske selskab, som derfor opjusterer forventningerne med 50 mio. kr.

Det fremgår af en meddelelse fra Genmab fra torsdag aften.

Genmab venter nu en omsætning på 775-825 mio. kr. mod tidligere ventet 725-775 mio. kr., mens driftsresultatet nu ventes at ramme mellem 140 og 210 mio. kr. mod tidligere ventet 90-160 mio. kr.

Samtidig justerer Genmab sin forventning til likvider anvendt i driften, så der nu ventes 0 til minus 50 mio. kr. mod tidligere minus 50 til minus 100 mio. kr., og likviditeten ved udgangen af 2014 ventes nu at lande på 2450-2550 mio. kr. mod tidligere ventet 2400-2500 mio. kr.

Som følge af fremgangen venter Genmab nu også, at der vil blive udnyttet warrants for samlet 28 mio. kr. i løbet af regnskabsåret 2014.

Det nye studie med Daratumumab skal sammenligne midlet i kombination med Bortezomib fra Millenium Pharmaceuticals samt det antiinflammatoriske Dexamethason i forhold til de to sidstnævnte midler anvendt alene.

Rekrutteringen af samlet omkring 480 patienter til studiet vil blive påbegyndt i de kommende måneder, fremgår det af meddelelsen fra Genmab.

- Vi har nu offentliggjort planer om to fase III-studier med Daratumumab i kombination med de mest almindelige godkendte behandlinger af myelomatose. Vi vurderer, at man ved at tilføje Daratumumab til behandlinger indeholdende henholdsvis Bortezomib og Lenalidomid potentielt kan forbedre behandlingsresultatet for patienter, der lider af myelomatose, siger Jan van de Winkel, der er administrerende direktør hos Genmab, i meddelelsen.

Genmab offentliggør sit regnskab for første kvartal onsdag den 7. maj.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk