(GENTAGELSE) INTERVIEW - Bred enighed om rentenedsættelse på 15 basispoint torsdag

Udgivet den 19-11-1998  |  kl. 09:47  |  

København--18. november--NetPosten--(GENTAGELSE - UDSENDT FØRSTE GANG KL. 13.28 ONSDAG)--Efter tirsdagens FOMC-møde i USA blev det meddelt, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve Bank, har valgt at sætte renten ned med 25 basispoint på henholdsvis renten på Fed Funds og diskonto-renten. Renteniveauet ligger derefter på 4,75 pct. for Fed Funds og 4,50 pct. for diskontoen.

Denne rentenedsættelse forventes at få indflydelse på Nationalbankens rentepolitik i denne uge, hvor en eventuel ændring af renten meddeles torsdag klokken 10.00. Der vil formentlig foreløbigt kun blive tale om en nedsættelse af repo-renten - altså den officielle korte rente.

Jens Dalsgaard fra valuta- og renteanalysen i Den Danske Bank er ikke helt overbevist om, at rentenedsættelsen på repo-renten kommer allerede torsdag i denne uge.

- Jeg vil bestemt ikke afvise en nedsættelse allerede i morgen, men vi tror mere på det på 14 dages sigt, sagde Jens Dalsgaard i et interview med NetPosten.

Generelt forventer Den Danske Bank et par nedsættelser over de kommende 45 dage. Forventningen til niveauet for repo-renten omkring nytår er således 4 pct.

- Vi vil først se repo-renten sat ned med 15 basispoint og derefter følger både repo-renten og diskontoen formentlig med i december med 25 basispoint hver, sagde Jens Dalsgaard.

Jesper Nyholm Jacobsen der er økonom i Unibank forventer helt klart en rentenedsættelse fra Nationalbanken.

- Vi forventer en repo-rentenedsættelse på 15 basispoint, men det vil formentlig ikke få den store indflydelse på hverken obligations- eller aktiemarkedet, sagde Jesper Nyholm Jacobsen i et interview med NetPosten.

Unibank mener dog ikke, at det på forhånd er givet, at rentenedsættelsen kommer denne torsdag.

Kommer nedsættelsen ikke i denne uge vil den ihvertfald komme næste torsdag, sagde Jesper Nyholm Jacobsen.

Både i BG Bank, Sydbank og Jyske Bank er meldingen den samme. Overalt forventes en rentenedsættelse på 15 basispoint.

Jan Poulsen fra BG Bank mener således heller ikke, at selvom der kommer en rentenedsættelse af repo-renten på 15 basispoint, at det vil få indflydelse på aktie- eller obligationsmarkedet.

- Rentenedsættelsen kommer med sikkerhed på kort sigt, sagde Jan Poulsen i et interview med NetPosten.

Både økonomerne i Sydbank og Jyske Bank forventer, at en repo-rentenedsættelse i denne uge formentlig vil blive fulgt op af en nedsættelse af diskontoen i december måned.

- Intet er naturligvis sikkert, men det passer glimrende ind i Nationalbankens politik om at sætte renteniveauet langsomt ned, sagde økonom Michael Andersen fra Sydbank i et interview med NetPosten.

Michael Andersen argumenterer iøvrigt for ideen om en langsom rentenedsættelse ved at påpege, at den danske krone i øjeblikket er stærk og at der fortsat strømmer valuta til landet.

Økonom Søren Nielsen fra Jyske Bank mener, at en rentenedsættelse ud over de 15 basispoint vil være helt unødvendigt.

- Vi kan sagtens vente med yderligere rentenedsættelser. Diskontoen følger sikkert med nedad i december, men foreløbig afventer man udviklingen, sagde Søren Nielsen til NetPosten.

Dermed ser det ud til, at der blandt de større banker i Danmark er enighed om, at der kommer en nedsættelse af repo-renten med 15 basispoint allerede torsdag. Nedsættelsen vil ske dels for at følge udlandet og dels for langsomt at bevæge renteniveauet mod kerne-renteniveauet i Euroland. Umiddelbart spås den beskedne rentenedsættelse ikke at få nævneværdig indflydelse på hverken aktie- eller obligationsmarkedet. Nedsættelsen er inddiskonteret i markedet også i den korte ende på obligationsmarkedet.

Udgivet af: NPinvestordk