GN Hearing/CEO: Venter vækst over markedet i andet halvår - også i USA

Udgivet den 18-08-2022  |  kl. 07:47  |  
Arkiv: Foto

Det vigtige amerikanske marked har volumenmæssigt ikke levet op til forventningerne hos GN Hearing i første halvår, og udfordringerne på den front kan meget vel fortsætte gennem andet halvår også.

Men det danske selskab selv regner med at få en større andel af den kage, der er, lyder vurderingen fra Gitte Pugholm Aabo, der er administrerende direktør hos GN Hearing.

- Hvis vi kigger på det amerikanske marked hen over hele året indtil nu, har volumenvæksten været lavere, end vi oprindeligt havde ventet. Det forventer vi sådan set også resten af året, siger hun til MarketWire.

- Den vækst, der har været, har været drevet af managed care (delvist subsidieret salg gennem eksempelvis sygekasser). I andet halvår forventer vi at have en vækst, der ligger væsentligt over markedet - også i Nordamerika, fortsætter hun.

Det er blandt andet denne uges lancering af det nye topprodukt, Resound Omnia, og GN Hearings nye genopladelige custom-produkter, der skal være med til at drive værket, påpeger topchefen.

Den svagere markedsvækst i USA har også påvirket andre aktører - herunder den danske konkurrent Demant og verdens største høreapparatproducent, schweiziske Sonova, der begge også har måttet nedjustere forventningerne i denne uge.

Og udviklingen er et udtryk for tilbageholdende forbrugere, der er presset af stigende energipriser, skyhøj inflation og stor økonomisk usikkerhed, der har sendt forbrugertilliden helt i dørken.

- Det er en rimelig antagelse, at mange af de ting, der også kraftigt påvirker forbrugermarkedet lige nu, smitter lidt af på høreapparatmarkedet også, siger Gitte Pugholm Aabo.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  CEO❯  Shares❯