Gode apps til den nye boligejer
Så står du der i dit nye hjem, og alting er fantastisk. Indtil den dag, hvor vandet fosser ud af et gennemtæret vandrør, og du opdager, at du ikke aner, hvordan du slukker for vandet. Måske har du også glædet dig til den dag, hvor du entusiastisk kunne kaste dig over din egen have, men pludselig er det svært at kende forskel på salat og ukrudt, roserne hænger med hovedet, og haven ser bare ikke ud helt som forventet.
”Det er umuligt at være forberedt på alt som nybagt husejer. Men man kan vide, hvor man kan undersøge tingene og slå dem op, og her er der flere rigtig nyttige apps”, siger kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk, Birgit Daetz.
Førstehjælp til dit hus
Er du husejer, og er det måske dit første hus? Så kan førstehjælpsappen være ganske nyttig. Tag testen og se, hvor klar du er til at redde dit hus fra små og store katastrofer. Ved du fx hvor husets hovedhane sidder, så du kan lukke for vandet, og ved du, hvad du gør, hvis en nøgle knækker i låsen? Få svar på det og på alt det, du ikke vidste, du burde vide.
Tilpasset: iPhone, iPad, Android
Pris: Gratis
Se førstehjælpsapp’en i iTunes
Haveglæder
En dansk haveapp, der byder sig til med artikler, videoer, oversigt over nærmeste havecentre og ikke mindst et veludbygget planteleksikon, hvor du kan se billeder og beskrivelser af havens blomster, træer og ikke mindst alt til køkkenhaven. Havenørder kan begrave sig i information, og den nye haveejer kan få sved på panden over alt det, man bør vide om beskæring af roser og dyrkning af artiskokker.
Tilpasset: iPhone, iPad, Android
Pris: Gratis
Husets vejralarm
Husets vejralarm er en varslingstjeneste, der kan advare dig, hvis der fx er storm eller kraftig regn under opsejling, der kan skade dit hus. Du kan indtaste din hjemmeadresse, så du altid kan se, hvordan vejret er på adressen – også selvom du ikke er hjemme. Som en sjov gimmick kan du også se, hvordan vejret tidligere har været på adressen, altså hvilke dage, der fx har været storm.
Appen indeholder også gode råd til, hvordan du kan forebygge skader, og hvordan du kan forberede dig til storm, skybrud, problemer med afløbet etc., og du kan finde info om, hvad du gør, hvis du er uheldig, og skaden er sket.
Tilpasset: iPhone, iPad, Android.
Pris: Gratis
Havens fugle
Mange bliver betaget af havens fugle, når først de har fået en have. Pludselig bliver det sjovt, at kunne genkende de fjerede venner fra hinanden. Hvor du før syntes, at den ene fjerbold lignede den anden, går du pludselig op i, hvordan guldbugen adskiller sig fra guldspurven. Vil du et skridt videre, kan du i appen Havens fugle høre, hvordan de forskellige fugle lyder, og du kan blive testet i din viden i en lille lyd-quiz. Appen er i øvrigt udviklet af bandet ”dans & lær” – et band, der blander oplæsning og fuglelyde med dansable kompositioner. Intet mindre.
Tilpasset: iPhone, iPad
Pris: Gratis
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1183
- næste ›