Grønt marked for vedvarende energi kan træde i kraft i 2002
København--25. januar--NetPosten--Det grønne elmarked skal træde i kraft 1. januar 2002. Det fremgår af en ny udredning, som miljø- og energiminister Svend Auken (S) har offentliggjort. Udredningen beskriver, hvordan øget konkurrence skal sikre, at der opnås hele 20 pct. grøn strøm i 2003 til lavest mulige omkostninger.
Udredningen anbefaler, at det grønne marked først sættes i gang i 2002. Den politiske aftale om elreformen fra 3. marts 1999 fastlægger, at det grønne marked skal være fuldt funktionsdygtigt senest i 2003. Det kan således etableres op til et år tidligere end forudset i elreformaftalen.
Forudsætningerne for det grønne elmarked, nemlig en registrering af VE-producenterne og etablering af en grøn elbørs, kunne godt være på plads allerede i 2001. Men markedet vurderes i det første år at være for lille til at bære de omkostninger, som er forbundet med børsomsætning og administration af systemet.
Markedssystemet indebærer, at den nuværende økonomiske støtte til vedvarende energi erstattes med VE-beviser, som sælges på et marked. Producenterne af den vedvarende energi sælger strømmen til elsystemet og får samtidig et VE-bevis for den mængde el, de har produceret. VE-beviset omsættes på en børs, og producenten får på denne måde en supplerende indtægt.
Forskellen mellem den tidligere støtteordning og den nye markedsordning er, at det fremover er markedet, der fastlægger det nødvendige støtteniveau for at nå de fastlagte mål for udbygningen med vedvarende energi. De endnu ikke udviklede teknologier så som biogas og biomasseværker får særlige tilskud. Markedet vil tilbyde stabile priser og andre tillidsskabende vilkår.
Forbrugernes forpligtelse til at aftage en bestemt del af deres strømforbrug fra vedvarende energi sikrer en konstant efterspørgsel efter VE-beviserne og dermed et incitament til at udbygge den vedvarende energi.