Gubra er den suveræne danske aktietopscorer i 2024: Fedmefokus har givet pote
Biotekselskabet Gubra har overgået alt og alle på den danske fondsbørs klart i 2024, hvor aktien er blevet tæt på femdoblet i værdi oven på flere gode nyheder i selskabets arbejde med lægemiddelkandidater til behandling af svær overvægt og fedme.
Aktien er efter årets sidste handelsdag steget svimlende 399,2 pct. til 624 kr. i 2024, der blev indledt med en kurs på 125 kr.
Markedet for fedmebehandling er blevet brandvarmt de seneste år, efter at Novo Nordisk og amerikanske Eli Lilly har bragt overbevisende produkter på markedet, der har været så populære, at begge selskaber har haft mere end vanskeligt ved at følge med efterspørgslen.
Det har også vakt interesse blandt en enorm underskov af håbefulde biotekselskaber, der håber at kunne komme først med et af de næste helt store produkter til et marked, der vurderes af børshuse til at være flere hundrede milliarder dollar værd årligt inden for en overskuelig fremtid.
Her er et af de mest lysende navne - i hvert fald målt på modtagelsen på børsen - danske Gubra. Selskabet har modsat mange andre biotekselskaber i den tidlige fase allerede en større etableret omsætning på grund af selskabets kontraktforskningsforretning, men også samarbejdet med Boehringer Ingelheim om lige nu tre lægemiddelkandidater på fedmeområdet giver lidt penge i kassen.
Det betyder, at pengeafbrændingen ikke er helt så stor, som det ofte er tilfældet hos biotekselskaber i de tidlige udviklingsfaser. Og særligt det sidstnævnte område er interessant for fremtiden for Gubra.
Det blev understreget i november, hvor fase 1-data for lægemiddelkandidaten Gubamy, der er en amylinanalog til fedmebehandling, viste sig klart positive og blev belønnet på aktiemarkedet.
Gubra blev stiftet i 2008 og børsnoteret i København i starten af 2023. Det skete til en pris på 110 kr. stykket og med ATP, Danske Asset Management, Danica Pension og Spar Nord som de fire største investorer. De fire tegnede i forbindelse med noteringen aktier for henholdsvis 150 mio. kr., 80 mio. kr., 60 mio. kr. og 40 mio. kr. - svarende til over halvdelen af udbuddet.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1183
- næste ›