Håndværkertilbud sælges hurtigere og til højere priser

Udgivet den 25-11-2021  |  kl. 06:00  |  
hus, villa, nedslidt. Foto David Buchmann (Boligsiden.dk)

Håndværkertilbud er i 2021 blevet solgt til højere priser og på kortere tid end i de foregående år. Foto: Boligsiden.

Har du hænderne skruet rigtigt på og har du en handyman- eller kvinde gemt i dit indre, ser du formentlig en spændende udfordring, når du finder et håndværkertilbud på boligmarkedet.

Den store renoveringsopgave, som et håndværkertilbud indebærer, giver nemlig mulighed for, at du kan sætte dit personlige præg på boligen. Og som navnet antyder, sparer du ofte også penge ved at købe et håndværkertilbud og selv sætte det i stand.

"Men i 2021 lader der til at have været ekstra interesse for at få fingrene i et håndværkertilbud, og det afspejler sig nu i statistikken for køb og salg af netop denne slags boliger. De er blevet solgt hurtigere end normalt og samtidig til højere priser end i de seneste år," siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Der er savet en måned af salgstiden i 2021

Nye tal fra Boligsiden viser, at der til og med 21. november 2021 er solgt 185 huse i Danmark, hvor ordet "håndværkertilbud" er nævnt i salgsopstillingen. Husene er i gennemsnit solgt i løbet af 103 dage, hvilket er 30 dage kortere end den gennemsnitlige salgstid for håndværkertilbud i 2020.

Samtidig er den gennemsnitlige kvadratmeterpris for håndværkertilbuddene steget fra 8.801 kroner per kvadratmeter i 2020 til 9.388 kroner per kvadratmeter i 2021. En prisstigning, der svarer til syv procent.

"Huspriserne er generelt steget i det seneste års tid, og derfor er det også naturligt, at håndværkertilbud også bliver dyrere. Vi ser dog ikke samme stigningstakt som for de almindelige huse, der jo også er steget atypisk meget i coronaperioden," forklarer Birgit Daetz og tilføjer:

"Kvadratmeterprisen på håndværkertilbud er vokset stødt i de sidste år, hvor der også har været stor interesse for at bygge nyt. Det har skabt ventetid hos typehusfirmaerne, og den udvikling kan have fået flere købere til i stedet at se sig om efter et håndværkertilbud, hvilket i sidste ende skaber større interesse for denne boligtype og dermed påvirker salgstid og pris," forklarer Birgit Daetz.

Den gennemsnitlige kvadratmeterpris for håndværkertilbud er steget de seneste tre år efter at have ligget nogenlunde stabilt i perioden fra 2015-2017.

Udvikling i salgstid og kvadratmeterpris for håndværkertilbud:

År Gns. salgstid (antal dage) Gns. kvm. Pris (kr. pr. kvm,) Antal solgte
2015 137 8.239 240
2016 127 8.259 246
2017 129 8.155 233
2018 132 7.327 214
2019 146 8.161 249
2020 133 8.801 250
2021 (til og med 21/11) 103 9.388 185

(Tabellen viser udviklingen i salgstid og priser for solgte huse, der har indeholdt ordet "håndværkertilbud" i salgsopstillingen. Kilde: Boligsiden)

The post Håndværkertilbud sælges hurtigere og til højere priser first appeared on Boligsiden - Bolignyheder.

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯