Halvlederkoncern ser sund vækst i efterspørgslen

Udgivet den 14-11-2019  |  kl. 22:51  |  

Amerikanske Applied Materials, der er underleverandør til chipsektoren, havde et bedre end ventet fjerde kvartal, viser torsdagens regnskab, og samtidig spår koncernen et stærkt første kvartal i det nye regnskab på grund af en sund udvikling i efterspørgslen.

Aktien stiger derfor med 3,3 pct. i eftermarkedet.

Applied Materials regner med at se omsætningen vokse i første kvartal i forhold til fjerde til 4,1 mia. dollar, dog med et muligt udsving på 150 mio. dollar i begge retninger, og det er et godt stykke over Wall Streets forventninger på 3,71 mia. dollar, ifølge Bloomberg News.

Samtidig ventes indtjeningen per aktie for de fortsættende aktiviteter at ende i intervallet mellem 87 og 95 cent i perioden. Det skal sammenlignes med konsensus på 75 cent.

Applied Materials oplevede i sit fjerde kvartal et omsætningsfald på 6,5 pct. til 3,75 mia. dollar, men det var bedre end ventede 3,68 mia. dollar. Det justerede overskud landede på 80 cent per aktie, mod 97 cent et år før, og mod konsensus på 76 cent, ifølge Bloomberg News.

- Applied Materials' fjerde kvartal afspejler en sund fremgang i efterspørgslen på halvlederudstyr kombineret med en stærk eksekvering på tværs af selskabet, siger Gary Disckerson, topchef i selskabet, i regnskabet.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯