Handelsbanken: FOMC-møde ugens vigtigste begivenhed

Udgivet den 25-06-2001  |  kl. 10:18  |  

Denne uges vigtigste begivenhed bliver Fed's FOMC-møde onsdag, og her vurderer Svenska Handelsbanken det sandsynligt, at Fed vil sænke Fedfunds-renten med 0,25 pct.-point og fastholde en tendens til yderligere rentesænkninger på mødet. Det fremgår af bankens ugentlige kommentar.

- Vi mener, at Fed efterhånden ser størrelsen og mængden af de pengepolitiske indgreb i år som tilstrækkelige til at i kombination med skattenedsættelserne at sætte gang i økonomien i slutningen af året, skriver banken.

Der offentliggøres såvel forbrugertillid som ordreindgang inden FOMC-mødet. Her ventes et marginalt fald i tilliden i juni, og ordreindgangen ventes forsat at falde i maj, om end ikke i samme udstrækning som i april. Svagere end ventede tal vil kunne øge forventningen til en 0,5 pct-points rentenedsættelse eller yderligere rentenedsættelser i fremtiden. Desuden ventes aktiviteten på boligmarkedet, qua hussalg, fortsat at udvise en stabil høj aktivitet i maj. Revideringen af BNP-væksten i Q1 skønnes ikke at bringe nyt.

M3-pengemængdevæksten i maj i Euroland, opgjort efter den reviderede metode, vil sandsynligvis stige marginalt, mener Handelsbanken. Dette vurderes ikke at være nok til, at ECB mener, at den vil være i konflikt med en eventuel snarlig rentenedsættelse. En stærkere end ventet vækst vil kunne dæmpe vurderingen ECB's spillerum.

I Tyskland offentliggøres der CPI for juni. Det ser ud til, at årstigningstakten vil aftage. Dette indikerer, at der kan blive tale om en lettelse i inflationspresset på mellemlang sigt som forudsat af ECB. Tallet ventes ikke at få betydning i markedet, idet der allerede er opgjort tal for enkelte delstater.

I Danmark offentliggøres der BNP-vækst for Q1. Handelsbanken forventer en årsstigning på 2,7 pct. og dermed en stabil udvikling. Dette baseres på en lille stigning i privatforbruget samt i nettoeksporten. Banken vurderer det samtidigt sandsynligt, at BNP-væksten i 2000 revideres op.

Udgivet af: NPinvestordk