Handelsbanken: Fortsat potentiale i danske aktier
I forhold til både amerikanske og øvrige europæiske markeder har de danske aktier klaret sig markant bedre i år, og det er Handelsbankens opfattelse, at dette billede også vil være gældende den resterede del af året, fremgår det af et nyt notat.
De seneste økonomiske nøgletal har bekræftet bankens holdning om, at den globale økonomi er på vej mod en fase med lavere vækstrater, hvilket især ventes at blive tilfældet i 2006. Dermed forudser banken en sektorrotation bort fra de konjunkturfølsomme selskaber mod virksomheder med et mere defensivt karakteristika.
Brancher med sådan kendetegn er især medicinal, biotek, stabilt forbrug samt finans. Eksempler på aktier i disse brancher er Lundbeck, NeuroSearch, Danisco og Bryggerigruppen.
- Netop de defensive sektorer er stærkt repræsenteret på det danske aktiemarked, hvorfor vi tror på bedre afkast her i forhold til både de brede amerikanske og europæiske indeks, skriver Handelsbanken.
Flere forskellige prisfastsættelsesmetoder tilsiger fortsat et kurspotentiale til aktierne. Set i et historisk perspektiv er der fortsat luft til stigninger i KFX-indekset. Dette understøttes af en vurdering af indtjeningsmulighederne (DCF-model) for de enkelte selskaber, som på et aggregeret niveau indikerer et yderligere potentiale på godt 10 pct. til fair værdi.
Handelsbanken har justeret sine estimater på KFX-indekset. De afspejler de respektive indtjeningsjusteringer for de enkelte selskaber efter regnskaberne og et ændret syn på A. P. Møller-Mærsk samt købstilbuddet på ISS. Nu venter banken et niveau på 330 og 355 på henholdsvis seks og tolv måneders sigt mod før 295 og 300.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1186
- næste ›