Her giver sælgerne mest rabat på huskøbet

Udgivet den 10-03-2019  |  kl. 06:00  |  

Hvis man bevæger sig langt væk fra de store byer, så står sælgerne tilsyneladende klar til at give solide rabatter til køberne i mange kommuner. Foto: Boligsiden.dk

Det seneste halve år har igen budt på solide nedslag i prisen for mange huskøbere. Det gælder ikke mindst i en række yderkommuner, hvor det gennemsnitlige nedslag på villaer og rækkehuse nærmede sig ti procent.

Ærø kommune topper listen over det største gennemsnitlige nedslag. I de 53 handler, der er blevet gennemført i løbet af de seneste seks måneder, blev der i gennemsnit givet nedslag på 8,9 procent i forhold til sidste udbudspris.

Det svarer til, at et hus udbudt til to millioner kroner er blevet solgt til 1,82 millioner.

Kommunerne Lolland, Langeland og Lemvig følger tæt efter - alle med gennemsnitlige nedslag på otte procent eller derover.

Det viser en opgørelse fra Boligsiden.dk.

"Køberne står stadig i en god position, når de skal handle hus i mange yderkommuner, fordi der er færre om buddet, og der er flere steder i udkanten, hvor liggetiden er lang, siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør ved Boligsiden.dk, og tilføjer:

"Sælgeren må derfor ofte være fleksibel på prisen, når en interesseret køber endelig melder sig, og det betyder, at der ofte er gode rabatter at hente i disse kommuner.

Beskedne nedslag omkring København

I den anden ende af listen ligger en række københavnske omegnskommuner. I Albertslund har sælgerne således kun givet nedslag på 1,6 procent af udbudsprisen.

Og de efterfølgende seks kommuner på listen ligger alle i københavnsområdet, hvor det gennemsnitlige nedslag har ligget mellem 2,0 og 2,6 procent.

Det gennemsnitlige nedslag for hele landet lå i løbet af det seneste halve år på 3,8 procent, hvilket svarer til niveauet for samme periode sidste år.

Top 20: Her får køberne mest rabat på huskøbet

Kommune Nedslag i procent Antal handler
Ærø 8,9 53
Lolland 8,2 233
Langeland 8,2 83
Lemvig 8,1 84
Tønder 8,0 130
Struer 7,3 89
Thisted 6,8 187
Middelfart 6,6 195
Frederikshavn 6,5 294
Billund 6,4 112
Assens 6,4 207
Aabenraa 6,2 213
Jammerbugt 6,1 195
Faaborg-Midtfyn 6,1 302
Vesthimmerland 6,1 147
Ringkøbing-Skjern 6,0 226
Haderslev 5,9 228
Norddjurs 5,9 118
Mariagerfjord 5,7 178
Nordfyns 5,6 141
Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯ 

Seneste nyheder