H+H/CEO: Vækst er udtryk for fortsættende proces i turnaround

Udgivet den 19-11-2013  |  kl. 10:04  |  

En overordnet stigende vækst på flere af H+H Internationals markeder har kastet en større omsætning og en større indtjening af sig. Det er tegn på, at selskabet i tredje kvartal har fortsat sit turnaround, selv om der for årets første ni måneder stadig er rødt på bundlinjen.

Det fortæller administrerende direktør i H+H International, Michael T. Andersen, tirsdag til Ritzau Finans.

Porebetonproducenten kom ud af tredje kvartal med en stigende omsætning til 376,5 mio. kr. mod 349,9 mio. kr. i tredje kvartal af 2012. På bundlinjen lykkedes det at vende sidste års underskud på 55,1 mio. kr. til et plus på 5,8 mio. kr.

- Den overordnede vækst har udmøntet sig i en større omsætning og en større indtjening. Selv om selskabet set for helåret stadig ikke ligger med positive tal, så har kvartalet i sig selv været positivt. Det er udtryk for, at vi fortsætter vores proces i turnaround, siger Michael T. Andersen med henvisning til, at selskabet efter årets første ni måneder har et underskud på bundlinjen på 73,1 mio. kr.

Den organiske vækst hos H+H International udgjorde for kvartalet 12,5 pct. og kommer især af en fremgang i omsætningen på en række af selskabets store markeder. Michael T. Andersen forklarer, at væksten i særdeleshed har gjort sig gældende i England, Polen og Tyskland i løbet af kvartalet.

- Så har vi også haft en vækst i Rusland, som vi egentlig er ret glade for, fordi vi så nogle tegn på en opbremsning i den russiske økonomi, og det har så stabiliseret sig, sådan så vi også har haft en lille vækst i tredje kvartal i Rusland, lyder det fra den administrerende direktør.

Til gengæld har der været tilbagegang i salget i Skandinavien, hvor det i Danmark skyldes en tilbagegang i byggeriaktiviteten, og hvor H+H International venter et meget lavt byggeaktivitetsniveau i år.

- I Sverige har vi set en tilbagegang i specielt industrisegmentet, som har været vigtigt for os, og hvor der har været en opbremsning. Samtidig har vi også haft hård konkurrence i Danmark og Sverige med vores konkurrenter, fortæller Michael T. Andersen.

I forbindelse med regnskabsrapporten har H+H International oplyst, at det har taget konsekvensen af overkapacitet på det polske marked og midlertidigt lukker for produktionen på sin fabrik i Skawina.

- Vi har besluttet os for at lukke den ned og og prøve at konsolidere produktionen på et par af vores andre fabrikker for på den måde at skabe bedre økonomi i vores polske selskab. Vi har i alt fem fabrikker i Polen, og det er klart, at det er de fabrikker, der ligger tæt på Skawina, som skal overtage en del af den produktion, der ligger i Skawina, forklarer Michael T. Andersen og fortsætter:

- For øjeblikket er efterspørgslen på det polske marked stadig lav. Vi forventer, at den efterspørgsel vil stige, og hvis vi får en stigende efterspørgsel i Polen, så kan vi lukke fabrikken op igen. Det er vi selvfølgelig parat til, hvis markedet er til det. Men som det er lige nu, er det bedre at samle produktionen på færre fabrikker.

For helårsresultatet har H+H International hævet sine forventninger for de frie pengestrømme til 20 mio. kr. fra tidligere mellem 0 og 15 mio. kr. De opjusterede forventninger skyldes primært - ifølge den administrerende direktør - at selskabet fortsætter med at klare sig ret godt på arbejdskapitalen.

/ritzau/FINANS

Dan Petersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

17:54 Europa/lukning: Tysk dækfabrikant kørte fra markedet på dag præget af Trump-rally
17:04 Mandagens aktier: Novo steg på fedmehåb på grøn dag med Mærsk som bundprop
17:03 Tesla-aktien har været under belejring: Hedgefonde taber formue efter USA-valg og stigning
17:00 Mandagens obligationer: Renten faldt på nyhedstynd dag
15:43 USA/åbning: Trump-aktier i hopla på dag med indeksrekorder hele raden rundt
15:21 Danske Bank spår optur efter Trump-sejr - har nu stærkeste anbefaling for aktier i frem år
14:36 Baltic Dry-indekset fortsætter op - leverer største stigning i mere end en måned
14:28 GN-aktie stiger for tredje børsdag i træk: Storbank peger på optimistisk topledelse
14:18 USA/tendens: Rekordjagten fortsætter efter årets bedste uge - Tesla fortsat i fin form
13:57 GN-aktie stiger for tredje børsdag i træk: Storbank peger på optimistisk topledelse
13:30 RTX henter ny topchef fra Systematic
13:04 Europa/aktier: ALK i europæisk aktietop på dag præget af optimisme
12:27 Obligationer/middag: Små rentebevægelser på stille dag
11:48 Novo Nordisk er sat på JPMorgans katalysatorliste forud for Cagrisema-data
11:44 Aktier/middag: Investorernes risikolyst er tilbage - Mærsk tynges af handelsbekymringer
09:57 ALK-aktien i vejret efter milliardaftale om næsespray
09:56 ALK-aktien i vejret milliardaftale om næsespray
09:32 Huscompagniet spås lovende 2025 af Danske Bank: Stigende omkostninger bag sænket kursmål
09:27 Aktier/åbning: Positiv ugestart med nyt om Vestas og ALK-Abelló
09:14 Aquaporin indgår milepælsaftale i Centralasien