H+H/CFO: Er klar til at udnytte opkøbsmuligheder i markedet

Udgivet den 06-12-2022  |  kl. 16:20  |  

Opkøb fortsætter med at været et højt prioriteret fokusområde for den danske byggematerialevirksomhed H+H International, som siden 2014 har købt 24 fabrikker.

En lav gældsgearing og kreditfaciliteter øremærket til opkøb giver et godt fundament til at udnytte nogle af de muligheder, der kan opstå i det aktuelle markedsmiljø.

Det siger finansdirektør hos H+H International, Peter Klovgaard-Jørgensen, i et interview med MarketWire.

- Første også fremmest vil vi gerne gøre markedskonsolideringen mere komplet i det tyske marked, og lidt mere sekundært i det polske marked. Det er der, hvor vi har de fleste mål for bolt-on-opkøb, siger han med henvisning til opkøb, der umiddelbart lige til kan føjes til forretningen.

- Det har vi egentlig eksekveret ganske pænt på de seneste par år, og det er stadigvæk det, vi primært har i kikkerten. Dernæst vil vi også gerne kigge på, om der er noget i de omkringliggende geografier, siger Peter Klovgaard-Jørgensen.

I forhold til sidstnævnte nævner han specifikt Holland og Tjekkiet som muligheder. Det er områder, hvor H+H i dag har salg, men ikke nogen produktion.

- Der vil der være nogle gode synergimuligheder, men der er måske også færre opkøbsemner, fordi det er relativt velkonsolideret, så det er måske mere et spørgsmål om, hvordan man får de rigtige i tale.

- Dernæst vil vi også gerne se på, om der er andre produktlinjer, hvor der er synergier ind til vores salgskanaler, struktur og eventuelt også vores produktion, siger Peter Klovgaard-Jørgensen.

Selskabet har en liste af opkøbsmuligheder, som det følger tæt, men nogle har sagt nej, mens andre er i en overvejelsesproces.

De vanskeligere markedsbetingelser vurderes dog at kunne få flere til at overveje, om tiden måske er inde til at lade sig overtage af en større aktør.

- Samtidig ser vi jo også mere og mere behov for ESG-profilering, og der står vi rigtigt stærkt og har en god knowhow i forhold til, hvordan vi kan gøre det, tilføjer Peter Klovgaard-Jørgensen.

Ved udgangen af tredje kvartal havde H+H en gældsgearing på 0,5 gange driftsindtjeningen, EBITDA, hvilket er noget lavere end det langsigtede mål om en gældsætning på 1-2 gange indtjeningen.

Helt specifikt var gælden ved udgangen af tredje kvartal på 368 mio. kr., men kun på 274 mio. kr. eksklusive leasingforpligtelser, mens selskabet har gældsfaciliteter på 1,1 mia. kr. og har yderligere har 600 mio. kr. bevilget til opkøb.

- Så vi står med en rigtig stærk balance og det gør selvfølgelig også, at selvom der selvfølgelig er en høj grad af usikkerhed, hvilket jeg er helt enig i, så er det også i sådanne miljøer, at der kan dukke nogle gode opkøbsmuligheder op, siger Peter Klovgaard-Jørgensen.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Director❯  Shares❯