Hidtil usete gps-forstyrrelser blev registreret på Bornholm i maj

Udgivet den 13-06-2024  |  kl. 06:45  |  

To gange i maj blev Bornholm og det sydlige Sverige ramt af gps-forstyrrelser i et hidtil uset omfang i Danmark.

Et natligt angreb varede 11 timer, mens et andet varede seks timer.

Det viser registreringer foretaget af en række såkaldte GNSS-referencestationer, herunder en station placeret i Tejn på Bornholm, skriver Dagbladet Information.

Gps-forstyrrelser eller -afbrydelser kaldes ifølge Beredskabsstyrelsen også gps-jamming.

- Det er markant, at det ikke var korte udfald. Det var noget, der stod på i flere timer gennem hele natten, siger Søren Reime Larsen, der blandt andet forsker i gps-jamming ved DTU Space til avisen.

Til sammenligning var den seneste kendte lignende gps-forstyrrelse på blot ti minutter.

Gps-jammingen ved Bornholm er foregået fra et eller flere fartøjer i farvandet mellem Bornholm og Sverige, vurderer Søren Reime Larsen.

Flere eksperter vurderer overfor Information, at gps-forstyrrelserne er et led i russisk hybridkrig i Østersøen.

André Ken Jakobsson, der forsker i hybrid krigsførelse ved Syddansk Universitet, vurderer, at gps-jamming er et forsøg på pres fra russisk side.

- Min læsning er, at det er tæt relateret til, hvor meget Danmark hjælper i Ukraine og gerne vil blive ved med at gøre det. Derfor presser russerne os på ret mange parametre efterhånden, siger han til Information.

Både Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) vurderer, at truslen fra russisk hybridkrig i Danmark er stigende.

Hybridkrig er forstyrrelser, sabotage og andre former for angreb, der holder sig under et egentligt militært niveau, der kan udløse modreaktioner.

FE ønsker ikke at kommentere på Informations oplysninger om gps-jamming ved Bornholm. Tjenesten henviser i stedet til en trusselsvurdering offentliggjort 24. maj.

Heri fremgår, at jammingen over Østersøen har været stigende siden december 2023. FE vurderer, at det er "meget sandsynligt, at Rusland står bag jammingen".

/ritzau/

Redaktion

Seneste nyheder

11:38 Aktier/middag: Nordea trækker bankerne med op på lysegrøn dag
11:30 Cheføkonom: Fald i europæisk inflation giver grønt lys for rentenedsættelser
11:20 Unibrew bør opjustere konservative forventninger spår Danske Bank
11:01 Nordea sætter gang i nyt aktietilbagekøbsprogram efter nye beregninger er på plads
11:00 Eurozonens inflation i september revideres ned til laveste siden april 2021
10:56 Unibrew bør opjustere konservative forventninger spår Danske Bank
10:31 Nordea-topchef er komfortabel med forventninger til 2025
09:49 Novos kursmål sænkes til 1000 kr. fra 1050 kr. hos svenske SHB
09:13 Aktier/åbning: Nordea blæses frem på regnskabdag - Novonesis i fald på analysenyt
09:03 Obligationer/åbning: Renten stiger marginalt frem mod rentemøde
08:48 ECB's rentenedsættelse er så godt som sikker - Jyske Bank har fokus på centralbankchef
08:29 Taiwansk chipgigant brager forbi forventningerne
08:14 Aktier/tendens: Nordea med gode investornyheder i rampelyset - fokus rettet mod rentemøde
07:54 Nestlé nedjusterer efter turbulent periode med svag vækst
07:48 Analytiker om Nordea: Positivt med opjustering og timing af aktietilbagekøb
07:31 Råvarer: Oliepriserne stiger fra det laveste niveau i to uger
07:26 Novonesis får salgsanbefaling fra Citi - vækstmålene er for høje
06:55 Obligationer/tendens: Udsigt til let stigende renter før ECB-møde
06:46 Nordea skruer op for egenkapitalforrentningen i 2024
06:43 Asien: Blandet udvikling med fokus på kinesisk ejendomsmarked og amerikansk valg