Hollandsk firma vil producere energi-træ
En hollænder har i London stiftet et firma, som skal producere kunstige træer med solcelle-blade og piezo-elektriske generatorer på grenene. Det bliver dog dyrt, og de fleste forskere er skeptiske.
Det skriver Ingeniøren.
Alex van der Beek står bag firmaet Solar Botanic, der fra en adresse i London forsøger at udbrede ideen om at plante kunstige træer, som producerer energi, i stedet for at opføre roterende giganter, der forstyrrer alle i miles omkreds.
Solcellerne skal indbygges i bladene, som Solar Botanic har døbt »nano leaves«, uden det dog umiddelbart fremgår af firmaets hjemmeside, at der er særlig nanoteknologi involveret. Derimod nævner en artikel i Scientific American, at bladene skal belægges med tyndfilm-celler, muligvis fremstillet af kobber-indium-gallium-selenid.