Husene forsvinder hurtigt fra mæglernes vinduer

Udgivet den 09-09-2018  |  kl. 06:00  |  
Villa (Foto: Boligsiden.dk)

Villa. Foto: Boligsiden.dk

Solgt. Sådan står der henover mange boligannoncer i vinduerne hos landets ejendomsmæglerbutikker. For husene bliver nu solgt hurtigere end på noget andet tidspunkt i 2010'erne. Boligsidens Markedsindeks for juli viser, at salgstiden på villaer og rækkehuse er faldet til 165 dage.

"Der er solgt mange huse i Danmark de seneste år, og selv om væksten er aftaget lidt i 2018, bliver der solgt flere huse end i de foregående år. Det går godt på boligmarkedet, og når det går godt, er køberne typisk hurtige på aftrækkeren," siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Det historisk lave gennemsnit dækker over store kommunale forskelle. I Albertslund, Greve og Herlev bliver husene solgt på under 75 dage, mens det tager på den anden side af et år på Ærø og i Struer Kommune.

"Der er stor forskel på udbud og efterspørgsel i landets kommuner. Den forskel vil bestå og sætter en naturlig grænse for langt ned, salgstiden kan komme. Alligevel kan den godt falde yderligere, men det bliver nok først næste år, for vi er nået et tidspunkt på året, hvor salgstiden typisk stiger lidt, inden den falder igen til foråret," siger Birgit Daetz.

Gennemsnitlige salgstider i juli

År Salgstid (dage)
2010 178
2011 178
2012 212
2013 205
2014 203
2015 190
2016 182
2017 171
2018 165

(Kilde: Boligsidens Markedsindeks)

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯ 

Seneste nyheder