IC Group: Varm sensommer koster nedjustering
September var en skidt måned for IC Group, og det lune sensommervejr er årsagen til, at modehuset ikke kom i mål som ønsket i første kvartal. Selskabet har tilmed måttet nedjustere forventningerne til hele regnskabsåret 2016/17.
På toplinjen var der dog ikke de store udsving i forhold til det foregående regnskabsår. Samlet landede salget i kvartalet på 851 mio. kr. mod 843 mio. kr. for et år siden, fortæller IC Group i regnskabet tirsdag morgen.
Tallene dækker over tilbagegang for mærket By Malene Birger, mens der eksempelvis bliver solgt mere af mærket Tiger of Sweden.
Resultatet af primær drift gik dog tilbage til 135 mio. kr. fra 163 mio. kr. i samme periode for et år siden. Og før skat havde selskabet en indtjening på 138 mio. kr. mod 169 mio. kr. i første kvartal af 2015/16.
- Vi er skuffede over et svært første kvartal. Vi havde det, jeg næsten vil kalde en skrækkelig september. Det var en dejlig varm måned, og når man får at vide, at det bliver rekordvarmt i weekenden, går man nok på stranden eller griller i stedet for at købe tøj, siger IC Groups administrerende direktør, Mads Ryder, til Ritzau Finans.
- Og det er jo svært for os, når vi har gjort klar til at sælge vores overtøj sidst i september. Så det har ramt os hårdt, uddyber han.
Efter skat var der i kvartalet en tilbagegang i overskuddet til 105 mio. kr. fra 135 mio. kr. for et år siden.
SER LAVERE OVERSKUDSGRAD
Det er dog ikke kun vejrets skyld, at første kvartal ikke er gået som ventet, da selskabet generelt har set en afmatning i forbruget i første kvartal. Men fordi første kvartal er et meget vigtigt kvartal for selskabet, kom det som en stor overraskelse, understreger direktøren.
Modehuset ser nu en overskudsgrad (EBIT-margin) på 8-9 pct. mod tidligere cirka 9 pct. for hele det skæve regnskabsår 2016/17. Samtidig fastholdes prognosen om en omsætningsvækst målt i lokal valuta på mindst 6 pct.
Nedjusteringen skyldes, at koncernen fortsat ser en risiko for et vanskeligt og udfordrende retailmiljø i resten af regnskabsåret, som kan have en negativ effekt på højmargin-omsætning i de fysiske butikker og i suppleringssalget til engroskunder i sæsonen.
- I givet fald vil dette medføre et pres på koncernens bruttomargin og en negativ effekt på omkostningsprocenten, skriver IC Group i regnskabet.
Tabel for IC Groups regnskab for første kvartal 2016/2017:
Mio. kr. | Q1 2016/2017 | Q1 2015/16 | FY 2015/16 | |
Nettoomsætning | 851 | 843 | 2665 | |
Resultat af primær drift (EBIT) | 135 | 163 | 243 | |
Resultat før skat | 138 | 169 | 247 | |
Nettoresultat | 105 | 134 | 195 |
IC groups forventninger til 2016/2017:
Pct. | Ved Q1 2016/17 | Før Q1 2016/17 |
Omsætningsvækst | mindst 6 | mindst 6 |
EBIT-margin | 8-9 | cirka 9 |
/ritzau/FINANS
Tags: main text❯