Indosuez venter bedring af handelsbalancen

Udgivet den 04-12-1996  |  kl. 11:52  |  

Den franske storbank, Banque Indosuez, venter fortsat en bedring af den danske handelsbalance i de kommende måneder, således at overskuddet i år vil ligge væsentligt over 1995-overskuddet. det fastslår bankens cheføkonom, Kai Lindberg, onsdag i en kommentar til dagens handelstal fra Danmarks Statistik.

Danmark har foreløbig i år haft et overskud på handelsbalancen på 22,992 mia. kr. mod 21,287 mia. kr. året før.

Sæsonkorrigeret kan der konstateres en større stigningstakt i importen på 2,6 pct. end i eksporten på 2,0 pct. i det seneste kvartal. Det er dog ikke en udvikling, der giver anledning til bekymring, da stigningen i importen bl.a. skyldes, at der i 2. kvartal var tale om et ekstraordinært lavt importniveau som følge af lagerafviklinger.

Opgjort på undergrupper ses det, at kun importen af varer til forbrug stiger stærkere end industrieksporten. Indosuez vurderer, at dette dækker over prisstigninger i forbindelse med den svagere kronekurs og ikke er udtryk for et stigende forbrug.

Eksporten er endvidere negativt påvirket af et betydeligt fald i landbrugseksporten. Dette antages at være midlertidigt, da 1996-høsten er steget med 2,4 pct. realt. Industrieksporten fortsætter med at vise en betydelig stigning, hvilket understøttes af den lavere kronekurs.

Udgivet af: NPinvestordk