INTERVIEW - Carlsberg: Koreansk investering er en fortsættelse af fremtrædende asiatisk strategi

Udgivet den 22-04-1999  |  kl. 14:26  |  

København--22. april--NetPosten--Carlsberg offentliggjorde torsdag morgen investeringen i den koreanske bryggerigruppe Hite. Investeringen er en fortsættelse af Carlsbergs asiatiske strategi og skal dermed ses som endnu en opfyldning af et hul i denne strategi.

I en kommentar til den koreanske investering siger Carlsbergs koncerndirektør Michael C. Iuul:

- Det er ikke bare en mulighed, der har budt sig. Vi har kæmpet for dette i flere år.

Dermed skyldes Carlsbergs investering altså ikke blot troen på en konjunkturvending i Asien, men er et led i en strategisk målsætning om fortsat at bevare placeringen som den største internationale bryggerigruppe i Asien.

På denne baggrund er Carlsberg også åben over for yderligere investeringer i Asien.

- Nu må vi se hvad vi har muskler til, men vi er altid på udkig efter gode bryggeriinvesteringer i Asien, sagde Michael C. Iuul i et interview med NetPosten.

Ifølge koncerndirektøren følger Carlsberg en pragmatisk strategi, idet store bryggeriforetagender ofte er kendetegnet ved gamle familiepositioner i ejerstrukturen.

- På længere sigt tror Carlsberg mere på en pragmatisk indgangsvinkel, hvor man arbejder sig ind på øget indflydelse. Andre multinationale selskaber har måske en anden strategi, men Carlsbergs har foreløbig vist sig succesfuld, sagde koncerndirektøren.

Carlsberg er derfor tilfreds med aktionæraftalen truffet med Hite, idet aftalen bl.a. indebærer forkøbsret til familieaktierne.

Udgivet af: NPinvestordk