INTERVIEW - Danske Bank: ECB-sænkning uheldigt for troværdigheden
Danske Bank mener, at torsdagens 0,25 pct.point store rentenedsættelse fra Den Europæiske Centralbank (ECB) er uheldigt for bankens troværdighed på finansmarkedet, siger økonom Carsten Valgreen i et interview med NetPosten.
- Det var en stor overraskelse. Alle (finanshuse, red.) havde bekræftet hinanden i, at der ikke ville komme nogen sænkning i dag. Der var absolut intet, der tydede på en sænkning. Der kommer inflationstal for euro-området i næste uge, og alle ved, at inflationen skal stige til op mod 3 pct., siger Valgreen.
Danske Bank holder fast ved sin forudsigelse om, at ECB vil sænke renten med 1 pct.point i 2001, men Carsten Valgreen er lidt ked af timingen af dagens sænkning.
- Det er lidt uheldigt for ECB, at de næsten kører markedet over. Det er ikke heldigt for deres troværdighed i markedet, og slet ikke for deres åbenhed, siger Danske Bank-økonomen.