INTERVIEW - Den Danske Bank: Forbrugerpriser som ventet - Udsigt til mindre stigning
København--23. oktober--NetPosten--De danske forbrugerpriser for september viste en årsstigningstakt på 1,7 pct., og en månedsstigningstakt på 0,4 pct., oplyste Danmarks Statistik tidligere på dagen. Stigningerne var som ventet, sagde prokurist i Den Danske Bank, Morten Kyhn, fredag til NetPosten.
- Der er ikke den store overraskelse i tallene. For beklædning og fodtøj er der i forbindelse med afslutning af udsalget opgjort en stigning på 5,4 pct. fra august til september, og det er den vigtigste effekt, sagde Morten Kyhn.
I de kommende måneder venter økonomerne i Den Danske Bank, at inflationen vil stige svagt. Det skyldes blandt andet, at brændselspriser har trukket ned i den seneste tid, men det begynder at ebbe ud.
- Og henimod årsskiftet vil effekterne af Pinsepakken også begynde at snige sig ind, lød vurderingen.