INTERVIEW - Deutsche Bank nedjusterer tysk inflationsforventning til 1998

Udgivet den 23-01-1998  |  kl. 11:45  |  

Frankfurt am Main--23. januar--NetPosten--De foreløbige januar-forbrugerpriser for fire tyske delstater i det vestlige Tyskland udviste stigninger på 1,0-1,2 pct. målt på årsbasis. Disse niveauer er lavere end ventet i Deutsche Bank, hvilket har givet anledning til en nedjustering af forventningen til inflationsudviklingen for hele 1998, oplyser økonom i Deutsche Bank, Manuela Preuschl, til NetPosten.

- Stigningerne for de fire delstater er særdeles lave for januar måned, men da tallene er foreløbige, kan de senere endelige tal for måneden vise lidt højere stigninger, siger Manuela Preuschl.

- Det tyder dog på, at vores skøn for januar på 1,5 pct. er i overkanten, hvorfor vi overvejer at ændre vores hidtil gældende skøn på 1,9 pct. for hele 1998 inkl. momsstigningen, til en stigning i underkanten af 1,8 pct. For den østlige del af Tyskland kan man forvente en stigning i underkanten af 2 pct.

Preuschl henviser til, at et lavt stigningsniveau i årets første måned, af statistiske årsager vægter tungere i det samlede indeks for året, hvilket er en del af forklaringen på nedjusteringen.

- Hvis vi betragter, hvad der er årsagen til de lave tal i januar, er det de faldende oliepriser, som fører til en række billigere priser på afledte olieprodukter. Prisen på rejser bidrager traditionelt til fald i januar måned. Mere interessant er det, at en række halvoffentlige fastsatte priser, som typisk reguleres i januar måned, øjensynligt ikke er slået igennem. Derfor må vi forvente, at reguleringerne slår igennem i februar-tallene, vurderer Preuschl.

Udgivet af: NPinvestordk