Italien/økonomer: Det kommende præsidentvalg kan svække euroen

Udgivet den 21-01-2022  |  kl. 14:42  |  

Det kommende præsidentvalg i Italien kan føre til politisk usikkerhed, der kan påvirke de finansielle markeder, vurderer økonomer.

Valget af den næste italienske præsident begynder mandag, og den nuværende premierminister og tidligere chef for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, er interesseret i - og favorit til - at overtage posten.

- Får Draghi posten, kan det svække euroen og presse de italienske renter op, da der kan opstå tvivl, om Draghis reformkurs sættes over styr. Potentielt kan det også udløses nyvalg i Italien, hvis Draghi forlader regeringen, skriver Mathias Dollerup Sproegel, seniorøkonom hos Sydbank, i en kommentar.

Et potentielt nyvalg, hvis Draghi forlader regeringen, bekymrer Nykredits chefstrateg Frederik Engholm.

- Trækker Draghi sig, vil en regeringsrokade eller et nyvalg være konsekvensen. Det risikerer på grund af Italiens historisk ringe politiske stabilitet på ny at føre usikkerhed med sig, skriver chefstrategen i en kommentar.

Udsigten til potentiel politisk usikkerhed skal ifølge Frederik Engholm ses i lyset af, at Draghi har stor opbakning fra begge fløje i det italienske parlament, eftersom han har formået at indgyde optimisme i befolkningen og særligt i erhvervslivet.

Derudover nyder han også godt af stor tillid fra lederne i de toneangivne eurolande.

Den nuværende præsident, Sergio Mattarella, afslutter i starten af februar sin syvårige periode i embedet.

Også tidligere premierminister Silvio Berlusconi har stillet op til posten som præsident.

.\\˙ MarketWire

Selver Elezovic

Tags:  Europa❯  Italien❯