Japan: Eksporten faldt for 13. måned i træk i januar

Udgivet den 19-02-2020  |  kl. 06:34  |  

Den japanske eksport tog for 13. måned i træk et dyk i januar, men faldet var mindre end ventet.

Det fremgår af data fra de japanske myndigheder onsdag morgen.

Eksporten fra Japan faldt 2,6 pct. på årsbasis i januar, mens økonomerne havde ventet et dyk på 7,0 pct. ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Faldet kommer efter en opbremsning i eksporten måneden før, hvor vareafskibningen faldt 6,3 pct.

Importen faldt samtidig med 3,6 pct. i januar efter et dyk i december på 4,9 pct. og mod økonomernes estimerede drop på 1,8 pct.

Import- og eksporttallene efterlader et japansk handelsunderskud i sæsonkorrigerede tal på 224 mia. yen i januar, hvor økonomerne havde estimeret et minus på 550 mia. yen.

Ses der på de ikke-sæsonjusterede tal, var der et underskud på 1313 mia. yen mod et ventet underskud på 1685 mia. yen.

Måneden før var der et reelt underskud på 154 mia. yen, mens den sæsonjusterede handelsbalance løb op i et underskud på 107 mia. yen.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  macro❯  Japan❯ 

Relaterede nyheder