Japansk centralbank fastholder pengepolitik trods stigende inflation

Udgivet den 28-10-2022  |  kl. 06:32  |  

Den japanske centralbank, Bank of Japan, fastholdt pengepolitikken uændret på alle parametre på fredagens pengepolitiske møde i Tokyo.

Dermed er den korte rente fortsat minus 0,1 pct., og målet for de lange tiårige renter tæt på 0 pct., hvilket i realiteten vil sige et maksimalt udsving til 0,25 pct.

Flere markedsdeltagere har spekuleret i, om Bank of Japan ville give sig, efter at de store centralbanker globalt - senest Den Europæiske Centralbank torsdag - gentagne gange har hævet renterne.

Men der var ingen slinger i valsen i Tokyo, der hårdnakket holder fast i den lempelige politik trods en fortsat stigende inflation, der nu målt i Tokyo-priser ligger klart over centralbankens målsætning på 2 pct.

Forbrugerpriserne i Tokyo opgjort eksklusive friske fødevarer, der er Bank of Japans foretrukne indikator, steg 3,4 pct. i oktober.

Banken vurderer dog at inflationsrisikoen er på op-siden og estimerer en inflation i indeværende på på 2,9 pct. mod hidtil 2,3 pct. Men for næste år ser banken en inflation faldende til under 2 pct.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  macro❯  Japan❯