Jyske Bank: Fokus på langsigtede inflationsforventninger

Udgivet den 13-06-2008  |  kl. 08:24  |  

Der er kommet meget fokus på de langsigtede inflationsforventninger efter, at Feds Bernanke udtalte, at Fed aggressivt vil bekæmpe en stigning i de langsigtede inflationsforventninger. Sådan lyder en vurdering fra Jyske Bank.

De langsigtede inflationsforventninger er vigtige, fordi lønmodtagerne vil forlange større lønstigninger og investorerne højere effektive renter, hvis deres inflationsforventninger stiger. Det
skyldes, at vi som lønmodtagere og investorer som minimum ønsker at beskytte købekraften af vores løn og formue. Stiger forbrugerpriserne mere end lønnen eller afkastet, vil deres købekraft
blive udhulet. Det kan lønmodtagerne og investorerne måske godt acceptere et enkelt år eller to, men ikke på længere sigt, skriver banken i et analysenotat.

Hvis de langsigtede inflationsforventninger begynder at stige, vil de udløse både højere markedsrenter og tiltagende lønkrav.

Specielt det sidste er problematisk, fordi det kan sætte gang i den såkaldte løn-prisspiral, hvor lønninger og priser gensidigt driver hinanden op ad, som det skete i 1970’erne, mener Jyske Bank.

Derfor frygter centralbankerne en stigning i de langsigtede inflationsforventninger og dermed vil der være fokus på dem i den kommende tid.

Desværre kan vi ikke aflæse de langsigtede inflationsforventninger direkte, men der er en række indikatorer, så som inflationsindekserede obligationer og meningsmålinger fra både økonomer og forbrugere. Efter vores vurdering stammer prisstigningerne primært fra stigende fødevarer og energipriser samt den svage dollar, dvs. hovedsagligt udefrakommende faktorer. Det indenlandske inflationære pres i form af lønstigninger, produktivitetsvækst og efterspørgselpres tyder nærmere på aftagende inflation, skriver banken.

Jyske Bank venter ikke at se markant stigende langsigtede inflationsforventninger.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder