Jyske Bank: Slovakiets konvergenskurs besluttes endeligt i dag

Udgivet den 08-07-2008  |  kl. 09:28  |  

NetPosten bringer i samarbejde med Jyske Bank kommentarer til højrentemarkedet:

-Slovakiet: Det er ventet, at EURSKK låses fast omkring 30,126.
-Tjekkiet: Inflationen ventes fortsat at tiltage.
-Rusland: Inflationen fortsat over 15 %.
-Opdatering af anbefaling: Udnyt en styrkelse af dollaren på EM.

I går i den europæiske åbningstid fortsatte markederne med at fejre, at ECB’s renteforhøjelse torsdag ser ud til at være enkeltstående og europæerne dermed ikke står overfor en serie af renteforhøjelser. Festen sluttede imidlertid, da det amerikanske marked åbnede efter den forlængede weekend og de fleste lokalvalutaer mistede dagens stigninger i amerikansk åbningstid.

Som nævnt i går, står denne uge i inflationstallenes tegn på EM. I går fik vi inflationstal fra Rusland og i dag kommer Tjekkiet så på banen. Markedet vil desuden holde et vågent øje med Bernankes tale i eftermiddag dansk tid. Og sidst men ikke mindst, så offentlig gør EU på et møde i dag konvergenskursen for slovakiske koruna forud for den endelige optagelse i den fælles mønt den 1. januar.

Østeuropa
Slovakiet
I dag klokken 13.00 dansk tid offentliggøres den endelige konvergenskurs mellem SKK og EUR forud for Slovakiets endelige adoption af euroen pr. 1. januar 2009.

De fleste iagttagere venter en EURSKK kurs på 30,126, som er den aktuelle ERM II kurs. Den slovakiske premierminister Fico har imidlertid signaleret et kraftigt ønske om, at få SKK med på så stærkt et niveau som muligt, da Slovakiet fortsat kæmper med tiltagende inflation og landet fortsat er langt efter den øvrige eurozone rent indtægtsmæssigt. Det kan derfor ikke udelukkes, at der tages beslutning om en lavere EURSKK kurs (dvs. stærkere SKK).

Rusland
I går fik vi inflationsdata for juni måned. Inflati-onen blev opgjort til 15,1 %, hvilket er præcis det samme som i maj. Inflationen er tiltaget markant på det seneste og centralbanken har en stor udfordring.

Sidste år bekæmpede centralbanken inflationen ved at revaluere valutaen. Denne strategi er endnu ikke for alvor brugt i år, hvilket hænger sammen med, at centralbanken i løbet af de kommende 2-3 år ønsker at ændre sin pengepolitik til et system med inflationsmålsætning og en nøglerente som styringsmiddel. Vi forventer imidlertid fortsat, at centralbanken får brug for at revaluere rublen for at bekæmpe inflationen på kort sigt. Dette underbygger vores KØBS-anbefaling på RUB-obligationer.

Tjekkiet
Inflationen var i maj på 6,8 % å/å – det samme som i april. Det er stadig især fødevare- og energipriser, der holder inflationen høj, men inflatio-nen er dog generelt aftaget siden januars 7,6 % å/å. I juni venter markedet en inflation på 7,0 %.

CNB forventer, at inflationen aftager kraftigt i løbet af det næste års tid til 2,9 % å/å i 1. kvartal 2009 og 2,2 % i 3. kvartal 2009. Dette sker på baggrund af lavere vækst og basiseffekter – bl.a. falder momsforhøjelsen fra i år ud af års-stigningstakten. Den stærke CZK vil også spille ind. Vi forventer derfor ikke at se flere renteforhøjelser i denne omgang. Risikoen vil dog fortsat være på opsiden (yderligere 25 basispoint fra nu 3,75 %) – især hvis valutaen svækkes igen, eller hvis lønstigningerne accelererer.

Vi fastholder vores anbefaling om ikke at optage finansiering i CZK, da rentefordelen til Euroland er for lille.

Udnyt en styrkelse af dollaren på EM

Vi har lavet en opdatering af vores skriv omkring, hvilke EM valutaer, der vil klare sig godt, når dollaren vender.

Nu er vi positive på dollaren både kortsigtet og på længere sigt – derfor en opdatering af dette skriv (udgivet første gang d. 23. april) med informationer om de relevante obligationer. Dollaren nåede i april sit hidtil laveste niveau, og med sig på sin nedtrend har den trukket flere EM valu-taer. Med en vending af dollaren, vil en række EM valutaer også styrkes mod EUR. EM obligationsuniverset giver derfor mulighed for at udnytte en appreciering af dollaren og samtidig få en høj kuponrente på sin investering.

Vi har pt. følgende dollarrelaterede anbefalinger:
Mexico: 8 % Mbono 2010. Rente 8,4 %

Rusland: 7,25 % Gazprombank 2010. Rente 7,1 %.

Rusland: 6 % KFW 201. Rente: 7,1 %.

Udgivet af: NPinvestordk