Jyske Bank: Valuta - Stillingskrig

Udgivet den 06-06-2006  |  kl. 10:29  |  

NetPosten bringer i samarbejde med Jyske Bank kommentarer til valutamarkedet:

Dollaren blev ramt hårdt i kølvandet på de skuffende beskæftigelsestal fra USA i fredags. Ikke desto mindre har EUR/USD ikke været i stand til at teste den næste psykologiske hurdle på 130 (574) for alvor. Det vil imidlertid blot være et spørgsmål om tid, inden vi ser EUR/USD styre imod en test og et brud af lige præcis det område.

De store valutamarkeder er fortsat fanget i en stillingskrig. USD/JPY f.eks. nægter fortsat at underlægge sig den nyligt etablerede nedtrend, ligesom EUR/JPY er vrangvillig. Tålmodighed er endnu engang påkrævet, inden vores overordnede dollar-negative scenario udfolder sig med stærkere JPY, GBP og CHF til følge.

En anden krig raser ligeledes på EM-fronten. Et chokerende inflationstal fra Tyrkiet i fredags (9,9% å/å imod et forventet 8,8%) slog luften ud af TRY med 5%. Den allerseneste nedjustering af Island fra stabil til negativ fra S&P hældte yderligere benzin på bålet under de fleste emerging valutaer.

Uanset hvordan vi vælger at se på disse ting, kommer det i sidste ende kun ud på et - nemlig en stigende risikoaversion, som igen fører til en generelt højere volatilitet på den finansielle scene. Træd varsomt må derfor være det bedste råd, sålænge markedet er ramt af et inflationspræget granatchok.

lone-olesen@jyskebank.dk

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder