K: Enhedsskat skal undersøges

Udgivet den 27-07-2005  |  kl. 10:13  |  

- Det er i alles interesse, at vi får et skattesystem, der er til at gennemskue. En ensartet skatteprocent ville ikke blot gøre skattesystemet gennemskueligt, det vil efter al sandsynlighed også øge beskæftigelsen, fremme virkelysten og sikre velfærden på sigt.

Det siger den konservative skatteordfører, Charlotte Dyremose, der derfor har bedt skatteministeren svare på, hvordan statsfinanserne ville se ud, hvis man indførte en ensartet skatteprocent på 43 for alle, samtidig med at man gav et bundfradrag på 100.000 kroner om året og sikrede, at alle på overførselsindkomst fik det samme udbetalt som i dag.

- Flere lande er allerede gået over til dette meget enkle skattesystem, hvor alle betaler den samme procent. Den mulighed skal vi ikke være blinde for, så jeg håber, at jeg med mit spørgsmål til skatteministeren kan få flere fakta på bordet, så vi har et godt grundlag for den videre diskussion, siger Charlotte Dyremose.

En eventuel omlægning af skattesystemet i retning af enhedsskat vil tage tid, men det bør ikke afholde regeringen fra at begynde overvejelserne nu, mener skatteordføreren.

- Det danske skattesystem har med tiden udviklet sig til en ekstremt kompliceret affære. Lappeløsning på lappeløsning har gjort det så godt som uoverskueligt for de fleste skatteborgere at kontrollere, om den skat de betaler, nu også er den rigtige. Det er skidt for demokratiet og for selve holdningen til skat, siger Charlotte Dyremose.

Udgivet af: NPinvestordk