K kræver kort og præcis information om pension
Information om pension skal være både korrekt, fyldestgørende og forståelig for kunderne, men hvis loven er forkert eller uhensigtsmæssig skruet sammen, så bør den selvfølgelig laves om. Det kan jo ikke være meningen, at man skal drukne borgerne i information.
Det siger den konservative erhvervsordfører, Carina Christensen, i forbindelse med, at en rapport fra Pensionsmarkedsrådet foreslår en lovændring, så kommunikationen til pensionssparerne kan foregå på et forståeligt niveau.
- Det er utrolig vigtigt, at kunderne får alle nødvendige informationer til at kunne vurdere, om deres pensionspenge bliver tilfredsstillende forvaltet. Den informationsopgave bør banker og pensionsselskaber kunne påtage sig på en pædagogisk måde, så kunderne ikke behøver have den store aktuar-eksamen for at finde hoved og hale i brevene, siger Carina Christensen.
- Jeg vil dog gerne sammen med økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen se på, om vi kan gøre loven mere enkel og informationskravene mindre detaljerede, sålænge det ikke betyder, at kunderne bliver stillet ringere, end de er i dag, siger Carina Christensen.
Carina Christensen vil tage kontakt til ministeren efter sommerferien for at få sagen nærmere belyst, så der kan tages beslutning om, hvordan loven kan gøres mere brugervenlig.
- Enkle og gennemskuelige regler er selvfølgelig langt at foretrække, og jeg vil da gerne indrømme, at jeg også selv synes, at brevene fra pensionsselskabet er svære at forstå ved første øjekast, siger Carina Christensen.