KBHL havde pæn passagerfremgang i februar

Udgivet den 12-03-2014  |  kl. 10:14  |  

Københavns Lufthavne noterede sig nok engang månedsrekord i antallet af passagerer, der rejste igennem lufthavnen i Kastrup i februar.

I alt rejste 1.657.217 mio. passagerer gennem lufthavnen i årets anden måned, og det svarer til en stigning på 3,9 pct. sammenlignet med februar 2013. Det er særligt helårseffekten af nye ruter i 2013, der har fået en positiv indvirkning på væksten i starten af året, noterer Københavns Lufthavne, der også konstaterede fremgang i både indenrigs- og udenrigstrafikken.

- Når vi kigger på den internationale trafik uge for uge i februar, ser vi stigninger både i leisure-trafikken i vinterferieugerne og business-trafikken i de øvrige uger. Samtidig er det glædeligt at se, at indenrigstrafikken efter et par turbulente år i de seneste par måneder har fremvist en stabil vækst, siger Thomas Woldbye, der er administrerende direktør hos Københavns Lufthavne, i meddelelsen.

År til dato har samlet 3,3 mio. passagerer været en tur gennem lufthavnen i Kastrup mod 3,175 mio. passagerer i samme periode af 2013. Det svarer til en stigning på 4 pct.

De mest populære destinationer i februar var London, Oslo og Stockholm, mens Aalborg samlet set var den fjerdemest populære destination i årets anden måned.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk