Kendte mærker hitter: Bestseller sælger som aldrig før
Bestseller, der ejer kendte tøjmærker som Vero Moda, Only og Jack & Jones, har i det seneste regnskabsår haft en øget omsætning.
Væksten har dog ikke rykket det store i forhold til de penge, som koncernen har tjent, efter skatten er betalt. Det viser seneste årsregnskab fra Bestseller.
På bundlinjen kan tøjkoncernen notere et overskud efter skat på 2,1 milliarder kroner. Det er stort set lig med samme niveau som året før.
Til gengæld er omsætningen vokset til 25,8 milliarder kroner, og det er cirka syv procent højere end året tidligere.
Omsætningen i regnskabsåret 2018/19, som løb til udgangen af juli, er i øvrigt den højeste nogensinde for Bestseller-koncernen.
Baggrunden for den rekordhøje omsætning er salgsvækst i både Danmark og resten af Europa, fremgår det af regnskabet.
Alene i Danmark har Bestseller i 2018/19 omsat for 1,6 milliarder kroner mod 1,3 milliarder kroner året før.
Uden for Europa har modekoncernen imidlertid ikke haft det samme held til at få solgt flere af sine varer, da omsætningen er gået tilbage i "resten af verden", som Bestseller kalder dette marked.
For det nye regnskabsår, som altså hedder 2019/20, regner Bestseller med at opnå et resultat, som ligger tæt op ad de 2,1 milliarder kroner, der blev tjent i seneste regnskabsår.
- Det vil kræve en ekstraordinær indsats, især med tanke på de fortsatte ændringer i forbrugermønstrene, som har skabt en ny virkelighed for online og detail, skriver Bestseller i regnskabet.
Bestseller blev startet i 1975 af Troels Holch Povlsen og Merete Bech Povlsen.
Koncernen styres i dag af sønnen Anders Holch Povlsen, der er en af landets rigeste personer.
Bestseller har sit hovedkvarter i Brande i Midtjylland.
Tidligere har Anders Holch Povlsen annonceret planer om at bygge et stort tårn på 320 meter i Brande som en del af en ny bydel.
De planer består stadig, men tempoet på det store byggeprojekt er blevet sat ned, skrev Børsen tidligere i år.
/ritzau/