Kinas vækst skrumper og told truer - men Mærsk-chef tror ikke på mindre havneaktivitet

Udgivet den 22-10-2024  |  kl. 15:11  |  

Hver uge strømmer containere svarende til knap 1 mio. teu igennem verdens største havn, der ligger i Shanghai.

Og det vil fortsætte sådan det kommende år, forudser Anne-Sophie Zerlang Karlsen, der er chef for A.P. Møller-Mærsks operationer i Asien og Stillehavsregionen.

Det er på trods af, at den økonomiske vækst i Kina lige nu er udfordret, og at mulig told og tariffer får flere virksomheder til også at satse på andre lande i regionen.

- Det kommer ikke til at falde her. Det gør det ikke. Det vokser. Og det gælder både for Kina og for Shanghai, konstaterer hun.

Anne-Sophie Zerlang Karlsen har base i Shanghai, hvor hun har boet de seneste år. Her ligger også verdens største havn, der sidste år håndterede containere svarende til 49,2 mio. teu, der beskriver en tyvefodscontainer.

Blandt verden ti største havne er syv af dem placeret i Kina, mens kun én enkelt ligger uden for Asien. Det er Rotterdam i Holland, der på tiendepladsen håndterede 13,5 mio. teu i 2023. Kigger man på Danmark er Aarhus Havn den største, og den håndterede lige over 670.000 teu sidste år.

- Jeg har ikke en krystalkugle, men jeg er en stor fortaler for global handel, og jeg har svært ved at se det ske (et fald, red.) fra et kommercielt perspektiv, siger hun.

MULIGHED FOR TARIFFER

Når der alligevel spekuleres i muligheden for andre handelsruter og mindre fragt ud af Kina, handler det om, at flere selskaber er begyndt at se mod andre lande i regionen til at supplere deres forsyningskæder.

Det skyldes et ønske blandt virksomhederne om at sprede risikoen for dermed bedre at kunne modstå mulige geopolitiske udfordringer eller pludseligt indførte tariffer og told.

Strategien betegnes "China plus one", hvilket altså beskriver produktion eller fragt fra Kina plus et andet land i regionen.

Den bevægelse ser Anne-Sophie Zerlang Karlsen også, men ifølge hende betyder det blot, at virksomhederne supplerer med ekstra fragt ud af Kina. De fragtmængder, der håndteres i Kina, er fortsat på et højt niveau.

Og skulle det ændre sig, er Mærsk klar til at følge med.

- Vi går derhen, hvor vores kunder går hen, så hvis de for eksempel bevæger sig mod Vietnam, så finder vi en måde, hvor vi også kan hjælpe dem der, siger hun.

AMERIKANSK VALG NÆRMER SIG

Bekymringerne for tariffer skal ikke mindst ses i lyset af det kommende amerikanske valg, hvor Donald Trump, der under sit seneste embede var bannerfører på en amerikansk handelskrig med Kina, igen har mulighed for at blive præsident. Alternativet er Kamala Harris, der har været vicepræsident under den nuværende præsident Joe Biden.

- Der er mange handelsmønstre, der ændrer sig, og det er også tydeligt, at tariffer indført fra amerikansk side har påvirket handlen. Men hvis du ser på Kinas andel af den globale eksport, så holder niveauet faktisk meget godt, siger Anne-Sophie Zerlang Karlsen.

- Vi kan kun sige, at vi følger globale sanktioner og handelsforbud, og at vi vægter sikkerhed højt. Det er vores første prioritet, men lige efter det, så er vi til for at servicere vores kunder, lyder det videre.

Ser man nærmere på den kinesiske økonomi viste tal i sidste uge, at væksten i bruttonationalproduktet i det seneste kvartal ramte laveste niveau i over 18 måneder.

Bnp-væksten var således 4,6 pct. på årsbasis i tredje kvartal, som var et fald fra 4,7 pct. i det forrige kvartal. Det var dog lidt mere end økonomernes forventning på 4,5 pct.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:46 Europa/lukning: Nyhedsfattig dag endte i minus - tyske Baywa steg på ny plan
17:10 Gubra er den suveræne danske aktietopscorer i 2024: Fedmefokus har givet pote
17:09 Zealand Pharma kroner første år i C25-indekset med titlen som den mest stigende aktie
17:05 Mandagens aktier: Rød årsafslutning for eliteindeks - kun Nordea og Jyske Bank i plus
17:00 Mandagens obligationer: Renten faldt marginalt på årets sidste handelsdag
16:16 USA mindes Jimmy Carter: Børserne holder lukket 9. januar
15:46 Aktivitetsindeks fra Chicago skuffer fælt i december
15:38 USA/åbning: Boeing i modvind efter flyulykke på dag med solide fald på indeksniveau
15:33 Tryg opruster på mandskab med udsigt til vind med stormstyrke nytårsaften
15:30 USA/ÅBNING: S&P 500 -1,1%, NASDAQ -1,4%, DOW JONES -1,1 %
15:15 Jeudan-topchef håber på kort levetid for risikobuffer: Det er den forkerte vej at gå
15:03 Høreapparater: Håndkøbsmarked i USA bygges stadig op - Apple-interesse kan trække op
14:43 Brøndby IF ansætter Benjamin Schmedes som fodbolddirektør
14:18 USA/tendens: Presset start i sigte - Boing sendes ned på sydkoreansk flystyrt
13:49 Gubra indgår ny aftale til potentielt mere end 50 mio. dollar
13:41 Sydkorea går samtlige Boeing B737-800-fly igennem efter dødeligt uheld
13:27 Vestas modtager tre ordrer på samlet 276 MW
12:53 Europa/aktier: Lunken bølge slutter 2024 - tysk konglomerat stiger dog markant
12:08 Vestas sælger vindportefølje på 277 megawatt i Italien
12:00 Obligationer/middag: Små og snævre udsving i renten på årets sidste handelsdag