Kinesisk inflation slutter året tæt på nul trods stimulus
Kinas inflation i forbrugerpriserne svækkedes yderligere mod nul og aftog for en fjerde måned i træk, hvilket er et tilbageslag i regeringens bestræbelser på at udrydde deflation og genoplive efterspørgslen med økonomisk stimulans.
Forbrugerpriserne steg med 0,1 pct. i december i forhold til samme måned året forinden. Det var en opbremsning fra en årlig prisvækst på 0,2 pct. i november og det samme som estimatet indsamlet af Bloomberg News på 0,1 pct.
Deflationen fortsætter i producentpriserne, der faldt med 2,3 pct. i december. Det er mindre end det ventede fald på 2,4 pct. og dykket på 2,5 pct. i november.
Det vedvarende deflationspres i Kina står i skærende kontrast til andre store økonomier, der kæmper med forhøjede inflationsrisici, der er blevet tydeliggjort i meldinger fra medlemmer af den amerikanske centralbank samt i en accelererende prisvækst i euroområdet i sidste måned.
Bekymringen for regeringen i Beijing er, at en fastlåst cyklus af prisfald truer med at holde husholdningernes udgifter tilbage i længere tid, hvilket vil skade virksomhedernes indtægter så meget, at det kvæler investeringerne og fører til yderligere lønnedskæringer og fyringer.
- Forbedring i den indenlandske efterspørgsel er en nødvendig betingelse for at sætte gang i inflationen, skriver Citigroup-økonomerne Ji Xinyu og Yu Xiangrong i et notat ifølge Bloomberg News.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1183
- næste ›