Kriseramte kinesiske Evergrande udskyder kreditormøder om rekonstruktion

Udgivet den 28-08-2023  |  kl. 06:55  |  

Den kriseramte kinesiske ejendomsgigant Evergrande udskød mandag kreditormøder om en rekonstruktion af ejendomsudviklernes gæld i udlandet blot få timer før de skulle være fundet sted.

Møderne er udskudt til 25-26. september, oplyser selskabet i en meddelelse over børsen i Hongkong mandag ifølge Bloomberg News.

Selskabet henviser til ønsket om at lade kreditorerne "overveje, forstå og evaluere" vilkårene for ordningen og tillade dem ekstra tid til at forholde sig til selskabets seneste udvikling, inklusive genoptagelsen af handlen med selskabet aktier på Hongkong-børsen mandag.

På børsen i Hongkong falder aktien mandag med næsten 79 pct., efter at handlen med virksomhedens aktier blev genoptaget efter et 17 måneder langt forbud.

Evergrande var engang Kinas største ejendomsselskab. Men det gik i betalingsstandsning i 2021 med gæld for over 300 milliarder dollar. Det svarer til knap 2100 milliarder kroner.

Børsen i Hongkong suspenderede i marts 2022 handlen med virksomhedens aktier, efter at Evergrande ikke leverede regnskab for 2021 i tide.

Forud for genoptagelsen på børsen kunne selskabet søndag melde om et underskud for det seneste halve år for et beløb svarende til omkring 21 mia. kr.

Tabet var dog kun halvt så meget som i den samme periode året før.

Evergrandes kontante aktiver faldt dog fra to mia. dollar sidste år til nu 556 mio. dollar, hvilket ifølge nyhedsbureauet AFP reflekterer selskabets svindende likviditet.

Evergrande søgte tidligere i august om konkursbeskyttelse i USA, mens rekonstruktionen foregår.

Selskabets ulykke er blevet et symbol på den voksende krise i Kinas ejendomssektor, der står for en del af landets økonomi.

Kina er verdens andenstørste økonomi, og mange frygter, at krisen i den kinesiske ejendomssektor kan få indflydelse på verdensplan.

Flere ejendomsudviklere er blevet påvirket af det igangværende drama. De har ikke kunnet færdiggøre projekter, og det har ført til protester og boykot af lån.

/ritzau/AFP

Ritzau