Kursridt for Astrazeneca efter budbekræftelse fra Pfizer
Aktien i Astrazeneca stiger på børsen i Stockholm mandag næsten 15 pct., efter at den amerikanske medicinalvirksomhed Pfizer mandag bekræftede sin interesse i den svensk-britiske selskab.
I januar kom Pfizer med et såkaldt indikativt bud Astrazeneca på 46,61 pund per aktie, eller hvad der svarer til i alt 58,8 mia. pund (533,4 mia. kr.), men efter "begrænsede" diskussioner mellem de to selskaber valgte Astrazeneca at sætte en stopper for forhandlingerne, skriver Bloomberg News.
I mandagens meddelelse oplyser Pfizer samtidig, at det fortsat er interesseret i et samarbejde med Astrazeneca, og at selskabet nu overvejer forskellige muligheder. Derfor tog Pfizer lørdag kontakt til Aztrazeneca. Sidstnævnte ønsker ikke umiddelbart at kommentere forløbet over for Bloomberg News.
Rygterne om den store handel blev først bragt til torvs af avisen Sunday Times i påsken, som berettede om en handel på omkring 60 mia. pund (546 mia. kr.).
Pfizer blev verdensberømt for impotensmidlet Viagra og har flere store selskabsopkøb i bagagen. I 2009 købte selskabet Wyeth for 64 mia. dollar, og samme beløb blev lagt for Pharmacia i 2002. Rekordkøbet på 87,3 mia. dollar kom i 1999, da Pfizer købte Warner-Lambert i historiens femtestørste virksomhedshandel ifølge ikke-inflationsjusterede tal fra Bloomberg Businessweek.
Pfizer har i dag en markedsværdi på omkring 200 mia. dollar (1066 mia. kr.) og beskæftiger 77.000 ansatte.
/ritzau/FINANS
Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk