Læger bekymret over forkortelse af sygeplejerskers uddannelse
København--16. februar--NetPosten--Sygeplejerskeuddannelsen skal forkortes med tre måneder for at blive en bacheloruddannelse. Det forringer uddannelsen og vil i sidste ende gå ud over patienterne, mener nogle fagfolk. Dansk Sygeplejeråd støtter omlægningen, skriver Jyllands-Posten.
- De nyuddannede sygeplejersker mangler i forvejen rutine, så jeg er bekymret over, at man forkorter praktikken, siger formanden for de praktiserende læger, Jørgen Lassen, i en kommentar til et nyt lovforslag, der lægger op til, at uddannelsen skal skæres med tre måneder for at blive godkendt som en bacheloruddannelse.