Langt større omkostninger end gevinster ved f.eks. Novos fedmemedicin mener USA-vagthund
Den amerikanske kongres' budgetkontor vurderer en i en ny analyse, at de offentlige omkostninger ved at betale for fedmemedicin - eksempelvis Novo Nordisks Wegovy eller Eli Lillys Zepbound - vil være langt større end de mulige økonomiske gevinster.
Congressional Budget Office (CBO) er med på medicinalselskabernes argumenter om, at overvægtige eller svært overvægtige patienter i det offentlige Medicare-program har dårligere helbred og højere sundhedsudgifter end andre i den "sunde vægtkategori", men udgifterne til betaling af fedmemidlerne opvejes ikke økonomisk af gevinster og besparelser.
Lige nu er det faktisk sådan, at Medicare ikke dækker udgifterne til medicinen i indikationen overvægt eller fedme, men kun i forbindelse med behandling af eksempelvis diabetes eller kardiovaskulære lidelser, men i Kongressen er der blevet fremlagt forslag om en bredere dækning.
Skulle det ske, at Medicares dækning udvides, ville det øge de føderale udgifter med 35 mia. dollar i perioden fra 2026 til 2034. I 2026 ville udgifterne stige med 1,6 mia. dollar, mens de ville være 7,1 mia. dollar højere i 2034.
Og de tal trumfer i den grad gevinsterne, mener CBO.
- I forhold til de direkte omkostninger ved medicinen vil de samlede besparelser fra modtagernes forbedrede helbred være små - mindre end 50 mio. dollar i 2026 og stigende til 1,0 mia. dollar i 2034.
Beregningen viser, at omkostningen per patient for den føderale regering vil være på 5600 dollar om året i 2026 og på 4300 dollar om året i 2034. Besparelserne per patient ville derimod blot starte i 50 dollar i 2026 og gå op til 650 dollar i 2034.
- Efter 2034 vil forslagets nettoomkostninger for Medicare-programmet sandsynligvis være lavere per bruger end i det første årti af to grunde. CBO forventer, at omkostningerne ved medicinen vil falde over tid, og at besparelserne fra forbedret helbred vil vokse over tid, hedder det dog.
- Ikke desto mindre vil forslaget stadig øge de føderale udgifter mellem 2026 og 2044.
Kilde: https://www.cbo.gov/publication/60441
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯ USA❯ Udenlandsk selskab❯