USA/lukning: Handlerne fejrede Thanksgiving med rekorder til Dow Jones og S&P 500
De amerikanske aktiehandlere fejrede på fredagens forkortede handelsdag på Wall Street Thanksgiving med manér, da alle tre toneangivende indeks blev sendt moderat i vejret.
Det betød rekorder til både S&P 500-indekset og Dow Jones-indekset og den første måned med et samlet plus i det brede marked siden februar.
Det er blandt andet valget af Donald Trump som USA's næste præsident ved valget i starten af måneden, der har understøttet det amerikanske aktiemarked i november. Også valget af Scott Bessent som landets næste finansminister er blevet modtaget positivt, da det vurderes, at eventuel told mod amerikanske handelspartnere vil være mere afmålt.
- Vi talte i 2019 dag ud og dag ind om handelsspændinger. Hvad skete så? Nasdaq skød i vejret. Det, der betød noget, var, at Federal Reserve (USA's centralbank, red.) foretog en U-vending, realrenterne faldt, og det understøttede aktierne, siger strateg i HSBC Max Kettner til Bloomberg News.
- Det er meget lig situation nu - vi er stadig i en lempelsescyklus. Det er et fantastisk setup, fortsætter han.
S&P 500-indekset steg på fredagens forkortede handelsdag med 0,6 pct. til rekorden 6032,44, og Dow Jones-indekset satte rekord med sin stigning på 0,4 pct. til 44.910,65.
Nasdaq-indekset steg med 0,8 pct. til 19.218,17 og er dermed fortsat et lille stykke fra den seneste top på 19.298,76 fra den 11. november.
Starten på december ser til gengæld lidt mere grumset ud. Mandag morgen falder futures for de tre ledende indeks i USA med 0,2 pct.
CHIPAKTIER I FREMDRIFT
Teknologiaktierne og i særdeleshed chipproducenterne havde det godt i fredagens handel og var med til at trække markedet op.
Den snart afgående præsident, Joe Biden, og hans administration lægger op til, at de kommende eksportrestriktioner på den kinesiske halvlederindustri kan blive mindre strenge end ventet.
Det gav allerede plusser blandt chipproducenterne i Europa torsdag, hvor det amerikanske marked var lukket for Thanksgiving, og fredag slog det også igennem på det amerikanske marked.
Her steg Nvidia med 2,2 pct. til 138,28 dollar, Advanced Micro Devices (AMD) gik 0,7 pct. frem til 137,18 dollar, og Intel steg 1,7 pct. til 24,05 dollar.
Fredagen markerede også den store udsalgsdag black friday, hvilket naturligt nok gav fokus på flere af de store detailkæder.
Walmart steg 0,7 pct. til 92,52 dollar, Target gik 1,8 pct. frem til 132,35 dollar, og Costco steg 1,1 pct. til 971,88 dollar. Sportsudstyrskæmpen Nike steg 0,6 pct. til 78,83 dollar.
BIOTEKSELSKAB BANKET I BUND EFTER FDA-AFVISNING
Biotekselskabet Applied Therapeutics havde omvendt en frygtelig fredag, efter at selskabet har fået tommel ned fra den amerikanske lægemiddelstyrelse, Food and Drugs Administration (FDA), til godkendelse af lægemiddelkandidaten Govorestat til behandling af stofskiftesygdommen galaktosæmi.
Det oplyste selskabet onsdag aften, hvilket sendte aktien kraftigt ned i eftermarkedet.
Fredag kom Applied Therapeutics så i ordinær handel og blev sendt ned med 76,3 pct. til 2,03 dollar.
.\\˙ MarketWire
Tags: Market Close❯ Shares❯ USA❯ indblik❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1186
- næste ›