LO varsler sympati-strejke på trykkerier

Udgivet den 21-06-2002  |  kl. 12:17  |  

Det kan blive svært at opdrive danske aviser i juli, efter at LO-forbundene i dag som en udløber af den københavnske avisbudskonflikt besluttede at sende sympati-strejkevarsel ud for samtlige avistrykkerier i Danmark. Det skriver SiD.

Den københavnske avisbudskonflikt truer nu med at brede sig til resten af landet. For leden meddelte Politiken og Berlingske Tidende, at alle pakkerimedarbejdere, trykkere og håndværkere på de to avistrykkerier på Rådhuspladsen og i Avedøre lockoutes fra på fredag den 28. juni.

Det sker angiveligt som et modtræk over for de københavnske avisbudes lovlige konflikt mod de 12 nye distributionsfirmaer under det tidligere Bladkompagniet, der ikke har villet indgå indgå overenskomster, som fastholder avisbudenes hidtige løn- og arbejdsforhold.

På et møde fredag formiddag var LO-forbundene forundrede over arbejdsgivernes lockout. Ogman blev hurtigt enige om at svare igen med sympati-strejkevarsler mod samtlige avistrykkerier i Danmark.

Hvis ikke parterne får løst konflikten forinden, kan det betyde, at det bliver uhyre vanskeligt at opdrive friske aviser i Danmark fra fredag den 5. juli.

- Vi er fortsat åbne for en hvilken som helst dialog med arbejdsgiverne, understreger Bjarne Høpner, formand for SiD Lager og Handel i København, der organiserer de mandlige avisbude.

Udgivet af: NPinvestordk